Hollændere køber dansk i stor stil
De faldende priser gør danske landbrug til en attraktiv vare for både hollandske og tyske landmænd.
Det lokker især hollandske landmænd, som kan sælge 100 hektar i hjemlandet for samme pris, som det tredobbelte koster her til lands.
- Dansk landbrugsjord handles nu til priser omkring 100.000-120.000 kr. pr hektar. Det skaber naturligvis interessante muligheder for hollandske landmænd, som kommer fra et land, hvor jordprisen er tre til fire gange højere, siger Berend Rosing, der har specialiseret sig i at hjælpe hollandske landmænd, som vil opkøbe landbrug i Danmark, til Jyllands-Posten.
Også tyskerne er interesserede i at opkøbe dansk landbrug, fortæller Berend Rosing, som i øjeblikket har 45 hollandske og 15 tyske henvendelser liggende fra interesserede købere.
Svært at konkurrere mod
Hollænderne går ofte efter malkekvægsbedrifter med plads til 100-120 køer i det midt- og vestjyske område, men langt fra alle flytter dog med opkøbet til Danmark.
For rigtigt mange er der tale om en investering, og det sætter de unge, danske landmænd under pres.
- En ung dansk landmand kan måske spare en halv million sammen, mens en ung hollænder ofte kan sælge dyrt derhjemme og tage til Danmark med en egenkapital på 5-8 mio. kr. Det er svært for os at konkurrere mod. Men det er jo vilkårene, og det nytter ikke at klynke. Vi må bare klø på og vise, at vi har evnerne og viljen, siger Jeppe Bomann, formand for Landboungdom, til avisen.