23948sdkhjf

100 nye danske bryggerier på 10 år

Aldrig i nyere tid har der været så mange bryggerier i Danmark, som der er nu. Ved årsskiftet var der 216. Det er 10 flere end sidste år og præcis 100 flere end ved indgangen til år 2010, fremgår det af en analyse udarbejdet af Beerticker for Bryggeriforeningen.

Opgørelsen viser også, at der ved årtusindeskiftet kun var 12 danske bryggerivirksomheder, men at antallet af bryggerier siden 2003 har udviklet sig eksplosivt, lige bortset fra i årene med finanskrisen. De nu 216 bryggerier betyder, at Danmark er et af de europæiske lande drer har flest bryggerier pr. indbygger.

- Danskerne er nysgerrige på øl. De vil gerne smage nye øl, og de kaster sig gerne over bryg fra nye bryggerier. Samtidig er der fortsat mange bryggere landet over, som har lysten, viljen og modet til at tage skridtet fra at være hjemmebryggere til at sælge deres øl kommercielt, siger Niels Hald, der er direktør i Bryggeriforeningen.

I alt kunne forbrugerne vælge øl fra 22 nye bryggerier i 2019. Syv af dem var såkaldte kontraktbryggerier, der får brygget deres øl på andre bryggeriers anlæg. Men to af dem overgår allerede i år til at være egentlige bryggerier - Fredericia Brewpub og Sæby Bryghus.

Ved årsskiftet var der 178 bryggerier med eget udstyr og 38 kontraktbryggerier, som dermed udgjorde 17,6 procent af alle bryggerier ved årsskiftet. Til sammenligning var andelen 33 procent i 2013.

Ni lukninger
Blandt de nye bryggerier er det medarbejderejede Slowburn Brewing Co-op i Hvidovre, Science Brew, der er udsprunget fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og den københavnske brewpub Broaden & Build, som er åbnet af amerikaneren Matt Orlando. Blandt de mindste nye bryggerier er Mandø Kro, der er begyndt at brygge øl.

Ni bryggerilukninger blev det til sidste år. Langt de fleste valgte selv at lukke, mens kun ét aktivt bryggeri gik konkurs - Orø Bryghus. Desuden blev tre bryggerier inaktive.

Der er flere nye bryggerier på vej. Blandt de mest konkrete planer, Beerticker har kendskab til, er Caleidoskope Brewing Company, Fjerritslev Bryggeri, Mørts Håndbryg, Vocatus, Olsens Bryghus, Ølmejeriet, Bryggeriet Dahl-Henderson, Egholm Bryghus og Omø Bryghus.

Definitionen på bryggerier og kontraktbryggerier er, at de både skal have en aktiv cvr-registrering og en fødevaregodkendelse. De anses for åbne fra første dag, deres øl er frit kommercielt tilgængeligt.

Opgørelsen gælder bryggerivirksomheder. Selv om for eksempel Royal Unibrew brygger mere end ét sted, tæller det kun som ét bryggeri.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.314