Ny isfabrik laver ingen ens bøtter
Han har lejet sig ind i cirka 150 ledige kvadratmeter i hovedkvarteret for restaurantkæden A Hereford Beefstouw, han har ansat en direktør, og han er klar til at udvide medarbejderstaben.
Alt sammen cirka otte år efter, at han stiftede Kastberg Is som bare 21-årig - med produktion, lager og administration på cirka 50 kvadratmeter hjemme hos forældrene i Silkeborg.
Med flytningen til Lund har han ikke bare fået cirka tre gange så meget plads, han har også benyttet lejligheden til at investere i masser af nyt udstyr til produktion og indfrysning. Der er blandt andet kommet en ekstra ismaskine, så der nu er tre, og blandt nyhederne er også en såkaldt pladevarmeveksler, fire modningstanke, tre fryseskabe og en homogeniseringsmaskine. Sidstnævnte betyder, at Kastberg Is nu også kan lave soft ice.
- Ingen bøtter er ens
- Før brugte vi over en time på at køle mælken ned ved hjælp af luft. Med den nye pladevarmeveksler, hvor det foregår med isvand, kan vi gøre det på 20 minutter. Og nu kan vi derfra pumpe vores ismix direkte over i modningstankene og ismaskinerne, hvor vi før skulle tappe det hele i hånden, fortæller en begejstret Joachim Kastberg.
Håndarbejdet er dog i høj grad bevaret, når det kommer til det færdige produkt. Isen bliver tappet i lag i 5-liters bøtter og håndrørt med eksempelvis chokolade, solbærmarmelade, kirsebær, karamel eller romrosiner.
- Ingen bøtter er ens, når alt bliver rørt rundt i hånden. Det er også med til at gøre os til et gourmetbrand, påpeger Joachim Kastberg, som udelukkende sælger sin is i bøtterne med 5 liter. Og kun til en stribe cateringselskaber, som sælger videre til danske restauranter og - dog kan private godt komme forbi fabrikken og få lov at købe en bøtte.
- Det er de store bøtter til restauranter, caféer og iskiosker, vi er gode til. Hvis vi skulle lave til detailhandlen også, ville det kræve noget helt andet udstyr, så vi har slet ikke overvejet at begynde at producere til detail, siger Joachim Kastberg.
Små og fleksible
Han har p.t. i alt 33 is-varianter fast på programmet, hvoraf mange er sorbet. Men små partier af helt andre slags is kan Kastberg også klare.
- Hvis for eksempel en kunde gerne vil have 50 bøtter flødebolleis, ølsorbet eller agurkesorbet, kan vi lave det. Vi er små og fleksible, fastslår is-chefen.
I alt lavede Joachim Kastberg og fire ansatte sidste år i Silkeborg 225.000 liter is, og og år forventer han at komme op på 400.000 liter - vel at mærke med kun et enkelt dagshold, hvor der i Silkeborg blev produceret i tidsrummet 8-24.
Til gengæld er der brug for flere ansatte til det ene dagshold, så Kastberg Is søger i øjeblikket to nye medarbejdere.
De kommer til at arbejde med en chef, som slet ikke kan skjule sin glæde ved at lave is. Under Food Supplys besøg på isfabrikken kommer der konstant meldinger som "det er perfekt", "det er rigtig, rigtig fedt" og "det er det fedeste i hele verden" ud af ham, når han omtaler de nye muligheder.
- Jeg føler aldrig, at jeg er på arbejde. Og det gode ved at sælge is er, at det også gør andre folk glade, siger han.