23948sdkhjf

Ny direktør skal hjælpe Kastberg ud i verden

Med ansættelsen af en direktør i form af den erfarne forretningsudvikler Jes Nordentoft har indehaveren af Kastberg Is, Joachim Kastberg, nu øjnene rettet mod eksportmarkederne.

Jes Nordentoft skal blandt andet tage sig af alt, der drejer sig om personale, budget og lagerstyring, hvor sidstnævnte nu for første gang foregår elektronisk. Og med to ledere i stedet for én bliver der altså også tid til at tænke ud af Danmark.

- Jeg har gennem årene sagt nej til rigtig mange henvendelser, blandt andet fra Sydkorea, Frankrig, Norge og Sverige. Jeg har aldrig turdet at sige ja, fordi jeg var bange for at drukne i det, men det tør jeg om kort tid. Vi laver også en aktiv salgsindsats i udlandet, siger Joachim Kastberg, som ikke ved, hvilket land der først får Kastberg Is fragtet ind fra Danmark.

Egen chokolade
Jes Nordentoft har en baggrund i forretningsudvikling fra blandt andre Nestlé og fra konsulenthuset Accelerace, hvor Joachim Kastberg lærte ham at kende i et iværksætterforløb.

Med den nye direktør på holdet vil Joachim Kastberg nu bruge mere af sin tid på forretningsudvikling. I forvejen har han fået udviklet sin helt egen chokolade - Kastbergs Dark Organic - via et ophold hos chokoladeeksperterne hos Callebaut i Paris. Drømmen er at udvide virksomhedens egne produkter til også at omfatte eksempelvis en vaniljemark på Madagaskar og en egenproduktion af bær.

Som det er nu, bliver der købt bær ind fra mange forskellige kilder, men solbærrene har der altid stået Kastberg på: De kommer fra den solbærplantage, som Joachim Kastbergs forældre driver ved Silkeborg. Selve marmeladen får han fremstillet hos Give Konfekture.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062