23948sdkhjf

Dan Duck-advokat: Vi kan vinde sagen

Advokat Hans Sønderby Christensen fra Randers har tidligere skaffet store millionbeløb til slagterier, der har været i karambolage med Fødevarestyrelsen - og han vurderer, at hans nuværende klienter hos fjerkræslagteriet Dan Duck i Struer har gode chancer for at vinde en eventuel retssag.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer i sagen om den kontrolrapport, der kort før jul bragte Dan Duck i vanskeligheder, og som nu følge direktør Hardy Eskildsen truer med at tage livet af virksomheden. Ifølge rapporten vaskede medarbejderne hos Dan Duck ikke hænder, før de gik ind i produktionshallen, men Fødevarestyrelsen indrømmede senere, at der var tale om en fejl, og trak rapporten tilbage. Men da var skaden sket, og Dan Ducks julesalg og renommé lå ifølge Hardy Eskildsen i ruiner.

Nu afventer Dan Duck og Hans Sønderby Christensen et svar fra fødevareminister Mogens Jensen, som af Folketingens miljø- og fødevareudvalg er blevet bedt om en redegørelse for forløbet.

Først derefter, og hvis Fødevarestyrelsen fortsat ikke vil indgå i en dialog og frivilligt udbetale erstatning, vil advokaten eventuelt køre de tunge kanoner i stilling til en retssag, skriver Dagbladet Holstebro-Struer

- Nu ruller bolden på Christiansborg, og vi bliver nødt til at se, hvor den ender, inden vi går videre. Fødevarestyrelsen har trukket den fatale kontrolrapport, som blev offentliggjort efter et kontrolbesøg på virksomheden 17. december tilbage. På den front er vi et skridt foran. I de tidligere sager, jeg har vundet for et slagteri ved Sunds og et ved Randers, som fik udbetalt erstatninger på cirka 13-14 millioner kroner, skulle vi først have Fødevarestyrelsen til at anerkende, at der var begået fejl, fortæller Hans Sønderby Christensen til dagbladet.

Det konservative folketingsmedlem Orla Østerby har i forbindelse med redegørelsen direkte spurgt fødevareministeren, om han vil sørge for, at Dan Duck får udbetalt en erstatning.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079