23948sdkhjf

Restauranter: Hjælpepakke er lille plaster på stort sår

Trepartsaftalen, der sender 2,6 milliarder fra staten til coronalidende virksomheder, vil kun i begrænset omfang afhjælpe krisen hos hoteller og restauranter.

Det fastslår brancheorganisationen Horesta i en pressemeddelelse, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer præsenterede en stor hjælpepakke søndag.

Ifølge administrerende direktør for Horesta, Katia K. Østergaard, vil aftalen om lønkompensation til lønmodtagere på det private arbejdsmarked kun i meget begrænset omfang løse de udfordringer, som hotel-, restaurant- og turisterhvervet står midt i.

- Det er en aftale, som kan være god for erhvervslivet i bred forstand. Men vores erhverv er på meget kort tid tvunget helt i knæ med massefyringer og truende konkurser til følge. Det her er et lille plaster på en stort, blødende sår, siger Katia K. Østergaard, der mener, at der er brug for en model, som i højere grad er målrettet de mest nødlidende erhverv.

God for visse virksomheder

Ifølge trepartsaftalen kan virksomhederne få delvis kompensation for lønomkostningerne til deres medarbejdere, hvis arbejdsgiverne stopper planlagte opsigelser og i stedet sender medarbejderne hjem.

Betingelsen er dog, at man ikke afskediger andre medarbejdere i perioden, og at man enten havde planlagt opsigelse af 30 procent af medarbejderne eller minimum 50 ansatte.

- Ordningen kan sikkert være god for visse virksomheder. Faktum er desværre bare, at det er de færreste - hvis nogen overhovedet - i vores erhverv, som kan undgå afskedigelser nu og de næste tre måneder frem, som aftalen er betinget af, siger Katia K. Østergaard.

Hun henviser til, at hotel-, restaurant- og turisterhvervet er et "ekstremt" hårdt ramt erhverv.

Branchen er domineret af små og mellemstore virksomheder, som, ifølge Horesta, typisk ikke har en større økonomisk buffer til at fastholde medarbejdere på fuld løn over en periode på tre måneder.

Ingen hensyn til ejerledere

Også SMV Danmark, der er brancheforening for de små og mellemstore virksomheder, ser svage punkter i hjælpepakken.

Ifølge Jakob Brandt, der er administrerende direktør for SMV Danmark er problemet, at aftalen ikke tager højde hans medlemmer, som for en stor dels vedkommende er både ejer, leder og medarbejder i virksomheden.

- De er ejerledere. Det er ikke som direktøren i Danske Bank eller andre store virksomheder, der er etableret som selskaber og dermed har ansat deres direktører. Med den her aftale får selskabers direktører nu 75 procent af deres løn dækket, mens der ingen lønkompensation er til ejerlederne. Dem overser man fuldstændig i den her hjælpepakke til erhvervslivet, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104