Personalebonus gav overskud hos CC&CO
Ledelsen i emballagevirksomheden oplever stor succes med utraditionelle metoder i forsøget på at vende minus til plus.
Efter to år med negative resultater på samlet set 43 mio. kr., besluttede ledelsen, at der skulle tages anderledes metoder i brug.
Giver ekstra gnist
Resultatet blev en kontant bonus på 10.000 kr. til hver af de 180 ansatte, hvis de i samarbejde kunne være med til at vende skuden.
- Normalt er vi jo ikke så glade for udgifter, men det var vi helt sikkert i den her sammenhæng. Vi er meget glade for, at det er lykkedes, og vi synes virkelig, at medarbejderne har fortjent det siger direktør Jørgen Nielsen, som sidst i september kunne fremlægge et regnskab med et plus på knap 5 mio. kr. efter skat.
Direktøren erkender, at overskuddet måske kunne være opstået alligevel. Men:
- Jeg tror, at det har givet den ekstra gnist, som gør, at de lige har givet de der fem procent ekstra, siger han til Dagbladet Holstebro.
Tager ekstra ansvar
En positiv følgevirkning, der også gavner på længere sigt, har nemlig været, at medarbejderne i større grad har taget ansvar, set indad og givet meldinger udad til.
- Det har medført en sund sammenhæng i virksomheden, at vi alle sammen tager lidt ekstra ansvar og også kan udfordre hinanden, når der bliver brugt penge, eller om tingene ikke kan gøres lidt mere effektivt. Så der har helt sikkert været en positiv effekt, og medarbejderne har helt klart været med til at tjene deres egen bonus ind, siger direktøren.
Han tilføjer, at bonusordningen er fortsat i indeværende år.