KEN-chef er årets syddanske ejerleder
Den familieejede virksomhed løb med titlen oven på to fantastiske regnskabsår, som har kastet en samlet omsætning på mere end en halv milliard af sig.
KEN Hygiene Systems – der specialiserer sig i hygiejne- og vaskesystemer til sygehuse og cateringindustrien – blev stiftet for 70 år siden af Mogens K. Nielsens far, og i 1981 overtog Mogens K. Nielsen selv direktørposten, som han bestred ind til 2004.
Tillid var nødvendigt
Han er i dag en særdeles aktiv bestyrelsesformand, men husker godt tiden, hvor han og faderen måtte se i øjnene, at firmaets vækst tvang dem til at fralægge sig noget af ansvaret.
- Da vi for alvor begyndte at vokse, og gik fra 80 til 120 medarbejdere fik jeg nogle værdifulde erfaringer sammen med min far. Vi følte nødvendigheden af at uddelegere nogle opgaver. Men det betyder, at man giver andre ret til at begå fejl, og det er en virkelig svær øvelse. Derfor er det også nødvendigt med 100 pct. tillid, siger direktøren til Erhvervsbladet.
Tjente 10 mio. kr. sidste år
Imidlertid ramte årene 2007-2009 hårdt for KEN, som efter to år med røde regnskaber (de første nogensinde i firmaets historie) måtte fyre den direktør, der havde afløst Mogens K. Nielsen.
Siden er tingene vendt, og når Mogens K. Nielsen beretter, at det går godt for KEN, lyver han ikke: i det seneste regnskab lyder omsætningen på 285 mio. kr. med et overskud efter skat på cirka 10 mio. kr.
Året forinden omsatte man for 270 mio. kr. og tjente omkring 8 mio. kr.
Tætte partnerskaber er vejen frem
Og selv om både virksomheden og bestyrelsesformanden er oppe i 70’erne, er der ingen tegn på stilstand.
Som en fremtidig vækstfaktor taler Mogens K. Nielsen om hospitalssektoren og et tæt samarbejde med producenterne.
- Konsortier med tætte partnerskaber er i høj grad den måde vi skal skabe vækst fremadrettet, fordi det giver os mulighed for at byde på større opgaver, og eksempelvis levere hele sterilcentraler til sygehussektoren, siger Mogens K. Nielsen.