Hjørring Kommunes centralkøkken udvider for 16 mio. kr.
Over 1000 ældre over 65 køber madservice fra Hjørring Kommunes centralkøkken på M. P. Kofoedsvej, og tendensen er stigende. Derfor anbefaler Sundheds-, ældre- og handicapudvalget, at man laver en ny tilbygning på 700 kvm for at skaffe bedre plads og kølekapacitet.
Da kommunen får flere 65+ borgere, forventes centralkøkkenet at skulle levere flere madportioner. I dag leverer man til 1037 borgere i aldersgruppen. Det forventes at stige til 1147 borgere.
- De 16 millioner kroner, som tilbygningen kommer til at koste, skal forrentes over 30 år, så det kommer til en betyde en minimal prisstigning på maden. Vi fremstiller i forvejen maden billigt, så det forventes ikke at blive et problem, siger Per Møller, formand for Sundheds-, ældre og handicapudvalget.
Madservice er brugerbetalt, og kommunen skal i følge loven holde sig under et prisloft på 55 kroner pr. madportion. Centralkøkkenet lever dog op til under prisloftet i dag med en pris på 45,58 kroner, som forventes at stige til 46,36 kroner for at finansiere tilbygningens lån.
Tilbygningen kræver ekstra plads. Kommunen er i forhandlinger med naboen - EUC Nord - om køb af et areal.