Tysk coronaudbrud stopper slagtninger hos Danish Crown
Det skyldes, at slagteriets normale aftager af søerne, tyske Westcrown, har valgt at lukke for en periode efter et coronaudbrud blandt medarbejderne.
Slagteriet i Skærbæk var midlertidigt lukket mandag, mens man ledte efter nogen til at aftage de slagtede søer, forklarer Søren F. Eriksen, administrerende direktør i Danish Crown Pork, der er et datterselskab under Danish Crown.
- Vi har afsat de søer, der blev slagtet i fredags, og som skulle køres til Westcrown i dag, forklarer direktøren i Danish Crown Pork mandag aften i en pressemeddelelse.
- I morgen (tirsdag, red.) vil der i mindre omfang blive slagtet søer, mens vi ikke forventer at kunne slagte onsdag. Torsdag og fredag var i forvejen fridage på grund af Kristi himmelfartsdag, så det bliver desværre et meget begrænset antal søer, vi får slagtet i den her uge.
I sidste uge valgte myndighederne i flere tyske delstater at teste alle medarbejdere på slagterier og udbeningsvirksomheder.
Det skete, efter at flere tyske slagterier i ugerne op til havde været nødt til at lukke på grund af tilfælde af coronavirus blandt medarbejderne.
En af de virksomheder, der i sidste uge testede alle medarbejdere, er Westcrown. Virksomheden ligger i det vestlige Tyskland og er et joint venture - en samarbejdsvirksomhed - mellem Danish Crown og tyske Westfleisch.
I slutningen af sidste uge blev 280 medarbejdere i Westcrown testet, og søndag aften stod det klart, at 90 af dem er smittet med coronavirus.
Derfor har ledelsen i Westcrown efter samråd med myndighederne valgt at indstille produktionen indtil videre.
Ifølge Danish Crowns hjemmeside bliver der slagtet 4.000 søer i Skærbæk på en normal uge. Der arbejder 80 medarbejdere på slagteriet. Hvad fremtiden rummer for slagteriet i Skærbæk er uklart.
- Når så mange medarbejdere er smittet hos Westcrown, er det udelukket, at de kan producere som normalt på kort sigt, siger Søren F. Eriksen.
- I løbet af de næste dage får vi et overblik over, hvilke muligheder vi har for at afsætte de søer, vi slagter i Skærbæk, og på den baggrund vil vi lave en plan for slagtningen i næste uge, siger Søren F. Eriksen.
/ritzau/