23948sdkhjf

Easyfood-direktør: Uden statspenge var mange flere blevet fyret

Kolding-virksomheden mærker nu, at det trods alt går fremad
Selv om conveniencevirksomheden Easyfood netop har måttet afskedige 13 medarbejdere som direkte konsekvens af coronakrisen, har statens hjælp i form af lønkompensation i høj grad været med til at sikre arbejdspladser på fabrikken i Kolding.

Det fastslår direktør Flemming Paasch, hvis virksomhed har modtaget godt to millioner kroner i lønkompensation til 57 medarbejdere, der blev sendt hjem omkring 1. april.

- Uden de penge havde det hele set meget værre ud, så staten har helt sikkert reddet arbejdspladser på Easyfood, siger Flemming Paasch til Food Supply. Han lader forstå, at det i grove træk nok havde kostet cirka de 57 arbejdspladser, hvis hjælpepakken ikke havde eksisteret.

Easyfood mistede ifølge direktøren over halvdelen af sit salg i begyndelsen af coronakrisen. I maj var der tale om "cirka halvdelen", men nu begynder det stille og roligt at gå mere fremad, fortæller Flemming Paasch.

Op på fire hold fra på mandag
- Før corona havde vi seks produktionshold, og de har været skåret ned til to. Men fra på mandag går vi op på fire. Vores lagre er blevet kørt næsten i bund, for vi har jo trods alt haft et vist salg, nævner han.

Direktøren glæder sig trods alt også over, at Easyfood ikke har mistet kunder under krisen, og at ingen kunder har sagt helt farvel til nogle af virksomhedens produkter.

- Vores sælgere har arbejdet hele tiden og haft tæt kontakt til kunderne, så vi ved, at vi kommer i gang igen. Det er desværre bare gået langsommere, end vi havde forventet i forbindelse med, at markederne bliver åbnet igen. Omkring 25 procent af vores salg går til eksport, og i Danmark er vi måske lidt længere fremme med at åbne samfundet, bemærker Flemming Paasch.

- Ondt helt ind i mit hjerte
Han forventer nu, at Easyfood for alvor er tilbage på fuld damp i slutningen af i år, eller i hvert fald i begyndelsen af 2021. Og det bliver forhåbentlig uden de medarbejdere, der nu har fået en fyreseddel, siger direktøren - på den gode måde:

- Det er svært at sige lige nu, om de kan vende tilbage. Men jeg vil jo ikke ønske, at de skal gå og vente på at komme tilbage til Easyfood. Det er nogle fantastisk dygtige medarbejdere, og jeg håber da, at de kan gå ud og få et nyt arbejde i morgen. Det gør ondt helt ind i mit hjerte, at vi har måttet sige farvel til dem.

At fyre medarbejdere er under alle omstændigheder ikke noget, Flemming Paasch er vant til.

- Det er første gang i Easyfoods historie, at vi har afskediget som følge af, at vi ikke har haft omsætning nok, påpeger han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078