23948sdkhjf

Minus hos Læsø Fiskeindustri - måtte kassere hummerhaler for millioner

Store problemer i et skotsk datterselskab slår igennem for fuld styrke i 2019-regnskabet for Læsø Fiskeindustri. Koncernen må notere sig et samlet underskud på 10,2 millioner, og det skyldes ikke mindst særdeles negative tal fra datterselskabet i Skotland.

Moderselskabet på Læsø præsterede således et overskud på 10,4 millioner kroner sidste år, men koncernens samlede regnskab blev trukket i rødt af det skotske datterselskabs underskud på 19,2 millioner.

Ifølge ledelsens beretning i det netop offentliggjorte regnskab skyldes det uacceptable resultat i Skotland ikke mindst, at der var store udfordringer med at håndtere de helt ekstraordinært store landinger af jomfruhummere i juni og juli på fabrikken i Peterhead.

- Vi var simpelthen ikke i stand til at behandle de mange hummere ordentligt og rettidigt, og store fratræk af vraghummere har kostet på bundlinjen. Det samme har betydelige ekstra omkostninger til håndtering, transport og ekstern fryseleje.

- Desværre medførte dette manglende fokus på kvaliteten, og vi modtog en helt berettiget reklamation fra en kunde i Irland, på et stort parti haler, der var pakket og frosset ind på eksternt frysehus, skriver ledelsen. Den klage medførte alene et tab på cirka fem millioner kroner.

Ny pakkelinje
Helt generelt var landingerne af jomfruhummere på et meget højt niveau sidste år. I Skotland modtog fabrikken 1.465 ton, en stigning på 582 ton fra året før, svarende til cirka 65 procent mere. Og I Danmark modtog Læsø Fiskeindustri 2.901 ton, hvilket var 476 ton mere end i 2018.

Af de modtagne hummere blev 922 ton solgt ferske mod 1.004 ton året før.

- Lidt mindre, men stadig på et særdeles højt niveau, og fersksalget er trods mindre marginaler med til at generere flow og fjerne risikoen for at producere til lager, konstaterer ledelsen.

Læsø Fiskeindustris ferske hummere pakkes i Skagen, og en ny pakkelinje har optimeret pakningen og givet et bedre arbejdsmiljø, fremgår det af beretningen.

Alt i alt omsatte Læsø Fiskeindustri sidste år for 401,9 millioner kroner, knap en halv million mere end året før.

Om 2020 hedder det i årsrapporten, at coronakrisen lukkede samtlige markeder for frosne jomfruhummere helt ned. Som følge af den helt ekstraordinære situation er ledelsen ikke i stand til at estimere de fulde konsekvenser af covid-19 for forretningen.

- Der er simpelthen for mange usikre faktorer, står der i ledelsesberetningen.

Læsø Fiskeindustri fik 1. marts i år ny direktør i form af Lasse Dahl Pedersen, der afløste Svend Larsen på posten. Svend Larsen skiftede til at have ansvaret for køb og salg.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094