Gourmet-kok går solo
Kun kort tid efter at have trukket sig ud af Restaurant Frederikshøj går kokken Palle Enevoldsen solo med en gourmet-bistro i Varna Palæet i Aarhus.
- Restaurant Varna kan noget andet (end Restaurant Frederikshøj red.) og ligger prismæssigt et andet sted, forklarer Palle Enevoldsen over for Horesta.
Han ser ikke sit nye spisested som en decideret konkurrent til Frederikshøj, som han selv startede i 2006 og siden 2009 drev sammen med kollegaen Wassim Hallal. Den tidligere partner har valgt at fortsætte det anmelderroste køkken, som ligger i tæt afstand til Varna Palæet.
Ud over Frederikshøj har Palle Enevoldsen drevet Restaurant Le Canard i Frederiksgade i det indre Aarhus, hvor han i 1996 modtog kåringen Årets Restaurant. Efter 12 eventyrlige år i Frederiksgade fortsatte han sine madkundskaber i det lige så anmelderroste Gastronomi & Vin.
Her ved udgangen af 2011 har han så kastet sig over endnu en udfordring, og den nye Restaurant Varna åbner dørene for publikum den 11. januar 2012.