Mette Frederiksen forsinkede Easyfoods store nyhed
Da convenience-bageriet Easyfood tirsdag offentliggjorde sine planer om en ny produktionshal med en decideret pølsehornslinje til et trecifret millionbeløb, var det en nyhed med cirka syv måneders forsinkelse.
Det fortæller direktør Flemming Paasch til Food Supply.
- Det er jo ikke en plan, vi sådan lige pludselig har lavet. Faktisk var vi klar til at offentliggøre planen dagen efter, at statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts. Næsten den samme pressemeddelelse lå klar, der stod bare ikke noget om corona i den dengang, siger Flemming Paasch, som - set i lyset af corona-usikkerheden - sammen med majoritetsejerne i Orkla-koncernen besluttede at udskyde projektet.
Coronakrisen viste sig da også hurtigt at ramme Easyfood for fuld styrke. Markedet for convenience-fødevarer svandt i foråret ind til næsten ingenting, og Kolding-virksomheden måtte først sende fire af de seks produktionshold hjem med lønkompensation og siden fyre 13 medarbejdere.
Minus i 2020
Siden da er kunderne i høj grad vendt tilbage.
- Lige så hurtigt, som vi droppede, lige så hurtigt er vi kommet opad igen. Det betyder ikke, at vi får overskud i 2020, for det kan selvfølgelig mærkes, når så stor en del af omsætningen er væk. Vi kommer ud af året med et negativt resultat, men vi håber, at det bliver så tæt på nul som muligt, fastslår Flemming Paasch.
Til gengæld er han ikke i tvivl om, at Easyfood næste år for alvor er tilbage på sporet.
- Nu kigger vi ind i vækst som før corona. Jeg tror, 2021 bliver bedre end 2019, og så må vi bare glemme 2020, siger direktøren.
Easyfoods omsætning satte i 2019 rekord og nåede op på knap 326 millioner kroner. Det skyldtes ikke mindst succes i lande som Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien og Japan.
Overskuddet blev på 15,2 millioner efter skat, en lille nedgang fra de 15,7 millioner året før.