Good Food Group har købt kendt honningproducent
Fødevarekoncernen Good Food Group i Vejle har købt Skandinaviens største honningproducent, Jakobsens fra Aulum i Vestjylland.
Det oplyser Good Food Group i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at koncernen nu er parat til at bringe Jakobsens’ produkter ud i hele verden. I forvejen sælger Aulum-virksomheden honning og dressinger til især de nordiske lande.
- Vores opgave er nu at udvikle forretningen internationalt gennem Good Food Groups stærke salgsnetværk, mens vi samtidig har fokus på at udvikle og fastholde en stærk position i Danmark. Desuden passer Jakobsens’ naturlige produkter rigtig godt ind i vores eksisterende sortiment, siger Good Food Group-direktør Lillie Li Valeur.
Hun tilføjer, at Jakobsens’ administrerende direktør, Helle Reinevald, og alle Jakobsens’ medarbejdere fortsat er en del af virksomheden.
- Brug for flere muskler
Helle Reinevald, der har været hovedaktionær i Jakobsens siden 2012, er udnævnt til Chief Innovation og E-commerce Officer i Good Food Group.
- I Jakobsens har vi været på et væksteventyr de seneste otte år, og nu står vi et sted, hvor vi skal udvikle vores eksportmuligheder yderligere, hvis vi fortsat vil vækste. Her har vi brug for en organisation med flere muskler og større distributionskraft. Ved at blive en del af Good Food Group får vi nu adgang til flere internationale markeder, siger honning-eksperten.
Jakobsens tilbyder et stort sortiment af konventionelle, økologiske og fairtrade-honninger samt agavesirup til detail, catering og industri.
I 2019 gik virksomheden ind i to nye produktkategorier, bolcher og dressinger.
Produkterne sælges primært i Skandinavien, men de seneste år er har Jakobsens også taget fat på eksport til flere europæiske lande og Kina.
Jakobsens blev stiftet i 1996 af biavler Knud Hvam og tidligere detailindkøber Jan Jakobsen.
Overtagelsen af Jakobsens er Good Food Groups første store investering, siden Vejle-koncernen i 2019 fik Maj Invest som ny ejer. Lillie Li Valeur har været direktør siden begyndelsen af i år.