Marmeladekonge var rundt på gulvet, men ånder nu lettet op
Den nordjyske marmeladekonge Richard Fynbo, der ejer Fynbo Foods i Vrå, var ét stort spørgsmålstegn efter torsdagens pressemøde, hvor Nordjylland blev corona-isoleret fra resten af verden.
Der er døgnproduktion på fabrikken. De ansatte kommer fra flere egne af Nordjylland og kører dermed ind og ud af Hjørring Kommune. Det samme gør daglige leverancer af varer til produktionen, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Avisen nævner, at der på tidspunktet for pressemødet ikke var nogen klar definition af, hvad en kritisk jobfunktion er - og om en produktionsvirksomhed som Fynbo Foods kan få varer frem og tilbage over kommunegrænsen.
De spørgsmål kom der svar på lidt senere, da det både blev slået fast, at fødevareproduktion er defineret som nødvendig forsyning, og at godstransport til fødevareproduktion derfor også er tilladt.
Richard Fynbo mener derfor, hans egen virksomhed kan fortsætte upåvirket af nedlukningen, fortæller han til Nordjyske Stiftstidende.