Den julebryg, som danskerne traditionelt skåler i, når julen nærmer sig, bliver ofte brygget allerede om sommeren og efteråret. Derfor har de fleste bryggerier sat ild under kedlerne på et tidspunkt, da corona-restriktionerne gradvist blev lempet. Halvdelen af dem var dog forsigtige og bryggede mindre julebryg end i sidste år, viser en medlemsundersøgelse fra Bryggeriforeningen. Alligevel forventer halvdelen af de 28 deltagende bryggerier, at de ikke kan sælge al deres julebryg, oplyser foreningen. - De dystre udsigter til salget af julebryg er et tydeligt tegn på en branche i knæ. Med lukketid klokken 22 på serveringsstederne og maksimalt 10 personer til festlige sammenkomster vil der desværre være mindre efterspørgsel på vores produkter, siger direktør Niels Hald fra Bryggeriforeningen. Hele 85 procent af bryggerierne forventer generelt et mindre salg i restauranter, caféer og barer i løbet af november og december, mens hvert tredje bryggeri regner med at miste mere end halvdelen af salget i perioden, viser undersøgelsen. Markant yderligere nedgang Undersøgelsen blev foretaget umiddelbart inden nedlukningen af Nordjylland og dermed de nordjyske restaurationer - en nedlukning, som forventes at medføre en markant yderligere salgsnedgang for især de nordjyske bryggerier, men også for andre bryggerier med salg i området. De triste juleudsigter afslutter et år med store tab af salg til restauranter, caféer og barer. - Vi håber, at indsatsen mod coronasmitte efterhånden vil blive baseret på evidens, så indsatsen bliver rettet mod reelle smittekilder. Serveringsstederne bør eksempelvis snart få lov til at tillade gæster at blive siddende indtil klokken 24, hvis gæsterne allerede er til stede, når der skal lukkes klokken. 22. Der er jo professionelt personale, som hjælper med at begrænse smitterisikoen – til forskel fra de steder, hvor folk samles efter klokken 22, siger Niels Hald. |