Danpo fortsætter ufortrødent trods nedlukning
Selv om syv nordjyske kommuner nu lukkes ned i en måned for at mindske risikoen for, at en virusmutation fra mink spreder sig blandt befolkningen, må fødevareproducenter fortsat gerne lade deres ansatte passere kommunegrænserne.
Det kommer blandt andre fjerkræslagteriet Danpo i Aars i Vesthimmerlands Kommune til gode. Slagteriet beskæftiger op imod 700 personer, og kun cirka 10 procent af dem er sendt hjem, oplyser marketingdirektør Morten Nielsen.
De har funktioner, hvor det ikke er absolut nødvendigt, at de møder fysisk. Det gælder eksempelvis salgs- og marketingfolk, økonomiafdelingen og HR.
- Folk, der ikke står ved en maskine eller kører en lastbil, arbejder alle hjemme. Vi har også indført regler om, at ingen medarbejdere må flytte sig mellem vores forskellige steder, så vi ikke flytter noget rundt, siger Morten Nielsen.
Man må altså ikke køre fra Aars ind på Danpos fabrik i Nibe eller ved Billund.
I første omgang er det "business as usual" for Danpo, da den fødevareproducerende virksomhed betegnes som kritisk for samfundet.
- Derfor opretholder vi vores produktion uændret, siger marketingdirektøren.
Ritzau/-nok