23948sdkhjf

Her er vinderne af Gourmetprisen 2020

Der var skarp konkurrence, da 57 mejeriprodukter stillede op i årets udgave af mejeribranchens prestigefulde konkurrence Gourmetprisen.

Vinderne i de firee kategorier blev Gammel Knas fra Nr. Vium Mejeri/Arla Unika, Meyers Rygeost 20% økologisk fra Mejeriet MidtfynGammeldags Kærnesmør med sydesalt fra Lindved Mejeri og Unika 30 fløde fermenteret med kefirkultur fra Arla Christiansfeld Mejeri/Arla Unika

Bedømmelsen strak sig over to dage, og i finalerunden var der store roser og udbrud som “Mejeriinnovation i verdensklasse” og “Wow! Det er jo det her, der er meningen med cremefraiche”, da dommerne bedømte de nominerede produkter. 

Her er, hvad dommerne havde at sige om hvert enkelt vinderprodukt:

 

  • Hård ost: Gammel Knas fra Arla Unika, 24 mdr. modnet havarti, Arla Nr. Vium Mejeri: Osten, man vender tilbage til igen og igen. Formår at være en crowdpleaser uden at blive banal. Imponerende syre-/sødme-balance, knasende proteinkrystaller og ivrigt duftende af blomster med brunet smør i eftersmagen. Fantastisk til madlavning. Et stykke slik på ostetallerkenen. Altomfavnende i både udtryk og appeal

  • Blød ost: Meyers Rygeost 20% (øko), Mejeriet Midtfyn: Mejeriinnovation i verdensklasse. Her er rygeosten, vi ikke vidste, at vi havde savnet hele vores liv. Delikat røgsmag, fin syre, og lige præcis den cremede konsistens, som man hidtil har været nødt til at piske sig til i køkkenet. Her er produktet, som kan det selv. Revolutionerende.
  • Smør og blandingsprodukter: Gourmet Smør, Gammeldags Kærnesmør med sydesalt, Lindved Mejeri: Kraftfuldt og intenst kærnesmør med flot integrerede knasende saltkorn, der giver en markant salt smag uden at kompromittere renheden i flødesmagen. Det bedste fra begge verdener. Drøj og kompakt struktur, der giver solid bund til den friske syre og saltkrystallerne.

  • Konsum og Iscreme: Unika 30 (øko) fløde fermenteret med kefirkultur, Arla Christiansfeld Mejeri: Wow! Det er jo det her, der er meningen med cremefraiche. Her er endelig den syrnede fløde, som er perfekt balanceret mellem en fløjlsblød, cremet fedme og den levende syre, man ofte savner i en cremefraiche. Flødens fede intensitet præsenteres med en yndefuld lethed, der gør helheden usædvanligt delikat og velafbalanceret.

 - Stort skulderklap og ekstra salg

Bent Roskvist fra Lindved Mejeri er selvsagt meget stolt over at have vundet Gourmetprisen for andet år i træk. Sidste år vandt Lindved Mejeri prisen for bedste smør.

- Jeg synes, man som mejeri er forpligtet til at deltage i Gourmetprisen. Det er en slags Oscaruddeling for ost og smør og andre mejeriprodukter, så det er både et stort skulderklap og et ekstra salg.

- Dommernes udtalelser er fra den anden ende af produktionen, og de ser tingene fra forbrugerens side. Det hjælper at få den slags øjne på, og det er uanset, hvilken branche man er i. I år fulgte vi med online og kunne opleve dommernes argumenter for og imod, og det var meget interessant, siger han.

Gourmetprisen arrangeres af Mejeriforeningen som en del af International Food Contest, der hvert år afvikles i Herning af den danske mejeribranche. I år blev arrangementet dog holdt i et coronavenligt online-format og prisen uddelt i København, hvor de fire vindere fik overrakt diplomerne hos Timm Vladimirs Køkkener.

En af konkurrencens fire dommere, kokken Denny Vangsted, konstaterer, at han i løbet af  konkurrencen blev bekræftet i, hvor dygtige håndværkere de danske mejerister er.

- Nogle af produkterne imponerede mig virkelig, og det er tydeligt at se, at niveauet for danske oste bliver højere og højere. I forvejen er danske mejerier i topklassen, og vi kan sagtens sammenligne os med de bedste ostelande som Frankrig og Italien. For vores basisprodukt, nemlig mælken, er af virkelig høj kvalitet, og når du så tilsætter godt håndværk, får du nogle interessante og meget velsmagende produkter, konstaterer han.

 

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.06