23948sdkhjf

Dan Duck holder hjulene i gang

Andeslagteriet Dan Duck i Struer hentede i sidste uge 40 slagteriarbejdere ind på jobbet for at få slagtet op imod 4.000 ænder til mortensaften, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Dermed holder direktør Hardy Eskildsen lidt sporadisk produktionen i gang, mens andeslagteriet fortsat har en sag kørende om erstatning fra Fødevarestyrelsen.

Styrelsen offentliggjorde op mod jul sidste år en rapport med beskyldninger om sjusk med hygiejnen hos Dan Duck - en rapport, som senere blev trukket tilbage, men som trak tæppet væk under Dan Ducks julesalg og gav alvorlige skrammer i virksomhedens renommé.

Sagen betød ifølge Hardy Eskildsen, at supermarkederne ikke turde tegne kontrakter med Dan Duck, som derfor ikke selv kunne tegne kontrakter med de landmænd, der skulle levere ænderne.

- De fleste supermarkedskæder vil gerne have ænder fra os til både mortensaften og til jul. Nu kan vi så bare ikke levere, så vi kan opfylde alle de ønsker, vi får ind. Det er drønærgerligt. Vi har kontrakter på at skulle levere et sted mellem 18.000 og 20.000 ferske ænder til butikkerne op til jul, men kunne have afsat tre gange så mange, siger direktøren til Dagbladet Holstebro-Struer.

Dan Ducks advokat har stævnet Fødevarestyrelsen med et krav om erstatning på "et to-cifret millionbeløb".

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11