Hanegal-stifter tror på endnu en fabrik senest i 2024
Selv om Organic Plant Protein, der i Hedensted laver ingredienser til plantefars, har fået en svær begyndelse på grund af coronakrisen, er indehaver Ulrich Kern-Hansen godt i gang med at tænke på udvidelser.
Dels regner han med snart at udvide antallet af produktionslinjer i den nuværende fabrik fra to til tre. Og dels tror han på, at der hurtigt derefter bliver brug for at bygge endnu en fabrik ved siden af Organic Plant Proteins nuværende 2.400 kvadratmeter store bygning.
- De kunder, vi er i kontakt med nu, er så store, at den største bekymring for fleres vedkommende er, om vi har kapacitet nok til at sælge til dem.
- Hvis bare nogle få af dem ender med at vælge os som leverandør, vil vores nuværende kapacitet hurtigt være brugt op. Jeg tror på, at vi har en fabrik nummer to på plads i 2023 eller 2024, siger Ulrich Kern-Hansen, der har sat gang i produktionen i Hedensted efter at have solgt det meste af fødevareproducenten Hanegal.
Den nuværende kapacitet med to linjer er på 1.800 ton om året hos Organic Plant Protein. Når der formentlig næste år kommer endnu en linje, vil fabrikken nå op på at kunne producere 3.000 ton.
Virksomheden har p.t. 10 medarbejdere, men indehaveren regner med at fordoble det antal, når den tredje linje kommer, og det hele kører i døgndrift.
- Australiere fandt os på nettet
En af de forhåbentlig kommende store kunder er en australsk fødevareproducent, der ifølge Ulrich Kern-Hansen har fundet Organic Plant Protein på internettet.
- De var på jagt efter et planteprotein, der er noget andet en soja. Vi sendte dem en vareprøve, og 14 dage senere fik vi en ekstremt positiv tilbagemelding: De har prøvet mange ting, men vi har lige præcis dét, de skal bruge.
- Der er tale om en stor producent af færdigretter, og de har nu lavet et produkt med vores planteprotein. Det vil de sælge til foodservice og supermarkedskæder, men processen er blevet forsinket som følge af coronasituationen. Der kan nok gå seks-ni måneder, før de er klar til at bestille, nævner Ulrich Kern-Hansen.
Alt i alt har han endnu kun sine produkter på et begrænset antal butikshylder, men han oplyser, at i hvert fald to danske butikskæder lancerer køderstatningen fra Hedensted i første kvartal næste år.
Organic Plant Proteins eget brand med plantegranulat i forskellige størrelser hedder PlantMate, men virksomheden tilbyder også private label, hvilket indkøbere i England og Holland indtil videre har benyttet sig af.