Millioninvestering: Nu går de efter flere medarbejdere og mere plads
Fødevarevirksomheden Pure Garden i Skanderborg har fået en kapitalindsprøjtning i millionklassen, og det fører nu til, at virksomheden kan trække en stor del af sin produktion hjem.
Det fortæller stifter og administrerende direktør Aron Hamann, som ikke ønsker at oplyse det præcise beløb, men nøjes med sige, at der er tale om "et millionbeløb".
Pengene kommer fra familien bag kaviarvirksomheden Jens Møller Products, som dermed er kommet med i ejerkredsen sammen med Aron Hamann og medstifteren Maria-Louise Beuchert.
- Vi er superstolte over at have fået Jens Møller Products med i ejerkredsen.
De har et godt netværk til den danske fødevarebranche, og så er det en familievirksomhed
med benene plantet solidt i jorden. De er kendte for at være innovative, og det passer
særdeles godt til vores egen filosofi, siger Aron Hamann
Med de nye penge har Pure Garden ifølge direktøren været i stand til at bruge knap en million kroner på en ny krydderipakkelinje, som efter planen kommer på plads i virksomhedens lokaler i løbet af december. Den er specialproduceret hos PM Pack i Horsens.
Flere ansatte
- Hidtil har vi fået blandet og pakket vores krydderier som lønproduktion andre steder, men med den nye pakkemaskine kan vi selv pakke i små poser fra 5 til 200 gram.
- Dermed får vi helt sikkert brug for mere arbejdskraft. Jeg vil tro, at vi er fire-fem medarbejdere, når vi kommer ud af 2021, vurderer Aron Hamann.
Pure Garden har p.t. en enkelt medarbejder ud over de to stiftere.
Vokseværket hos Skanderborg-virksomheden betyder også, at Pure Garden er i gang med at lede efter større lokaler.
- Vi kan slet ikke være her, hvor vi er nu. Vi har i forvejen100 paller varer stående på forskellige lagerhoteller, og nu skal vi have ryddet noget mere af lageret her i huset for at skaffe plads til pakkelinjen.
- Så vi skal have noget større, hvor vi har plads til det hele, et eller andet sted i Skanderborg Kommune, konstaterer Aron Hamann.
Pure Garden har i dag cirka 200 kvadratmeter og vil gerne op på 500-800 kvadratmeter.