Fødevareministeren trækker sig
Opdateret klokken 12.00 med citat fra Mogens Jensen selv
Fødevareminister Mogens Jensen (S) går af som minister, erfarer flere medier, deriblandt TV Midtvest og TV2 News..
Det sker i forlængelse af den voldsomme kritik af regeringens håndtering af aflivning af mink i forbindelse med coronakrisen.
I et interview med DR bekræfter Mogens Jensen nyheden:
- Det er klart, at det er helt nødvendigt for mig at have tillid fra Folketingets partier i forhold til at udøve mit erhverv. Det er min vurdering, at jeg ikke længere har den fornødne opbakning blandt Folketingets partier, siger han.
Mogens Jensen har været fødevareminister, siden statsminister Mette Frederiksen dannede den nuværende regering 27. juni sidste år. Han afløste Venstres Jakob Ellemann-Jensen på posten.