23948sdkhjf

Nyt fra bestyrelser og direktionsgange

Se hvilke virksomheder med relation til fødevarebranchen, der melder om udskiftninger i bestyrelse eller på ledende poster i denne uge.
DLA Group
DLA Group har udvidet sin koncernledelse, så den nu består af syv personer. Christian Junker, administrerende direktør i Danish Agro, og Carsten Lauridsen, administrerende direktør i Vestjyllands Andel udgør koncernledelsens formandskab.

Herudover er Henning Haahr udnævnt til Group CFO, Peter Torssell Iversen bliver ansvarlig for koncernens internationale aktiviteter, Søren Rathcke bliver ansvarlig for Upstream-aktiviteterne, Henrik Stilund bliver ansvarlig for koncernens samlede risikostyring samt international handel med korn, rapsfrø, råvarer og vegetabilsk fedt, og sidst men ikke mindst bliver Peter Andersen ansvarlig for IT, HR, kommunikation og marketing.

Index
Mikal Hallstrup er blevet udpeget som ny juryformand hos Index – Design to Improve Life.

Index er en dansk-baseret non-profit organisation der arbejder for at fremme design og designprocesser der kan forbedre livsbetingelserne for folk over hele verden. Organisationen uddeler Index Award.

Konkurrencerådet
Professor i økonomi Christian Schultz er udnævnt som ny formand for Konkurrencerådet.

Landbrug & Fødevarer
Ole Hampenberg Andersen er blevet ansat som ny mediechef i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Han overtager stillingen efter Christina Holm Eiberg, som i stedet bliver personlig rådgiver for økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (kilde: Børsen).

Landbrug & Fødevarer er en privat erhvervsorganisation, hvis formål er at varetage fælles opgaver og erhvervsmæssige interesser for landmænd og fødevarevirksomheder.

Mammen Mejeri A/S
Hans Jørgen Guldberg er fratrådt som medlem af bestyrelsen hos Mammen Mejeri A/S (kilde: BIQ.dk).

Mammen Mejeri A/S består af mejerierne Mammen Mejeri og Drøsbro Mejeri, som producerer oste.

Northcoast Seafoods DK A/S
Gerald Stephen Berry, Storbritannien, er udtrådt af bestyrelsen hos Northcoast Seafoods A/S (kilde: Børsen).

Northcoast Seafoods er en britisk baseret producent af frossen fisk og skaldyr.

Rose Poultry A/S
Thomas Olander er blevet udnævnt til ny administrerende direktør for Rose Poultry A/S. Han kommer fra en stilling som direktør for Pärsons Sverige AB.

Thomas Olander overtager stillingen efter salgsdirektør Arne L. Jensen, der har fungeret som administrerende direktør, siden den hidtidige direktør, Olli Antniemi, pludselig døde.

Segafredo Zanetti Danmark
Kristian Kohn er blevet ansat som country manager hos Segafredo Zanetti Danmark (kilde: Børsen).

Segafredo Zanetti Danmark er leverandør af kaffe og espressomaskiner.

Wine Group Holding ApS
Margit Buhl Møller er indtrådt i direktionen hos Wine Group Holding ApS (kilde: Jyllands-Posten).
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.878