"Historiens vigtigste fødevare": Nu åbner nyt madkulturhus
I den kommende weekend åbner Kornets Hus ved Hjørring i Nordjylland - et madkulturhus, hvor gæsterne kan dyrke, høre om, bage med og smage på "historiens vigtigste fødevare - kornet", som det hedder i en pressemeddelelse om åbningen.
- Kornets Hus er en gave til alle nordjyder og madelskere fra hele landet. Vi glæder os til at inspirere de besøgende og give dem både brugbar viden og nye smagsoplevelser, siger centerleder Johannes Haandsbæk Vestergaard.
Han kommer til at stå i spiden for et hus, der rummer både en interaktiv udstilling, som følger kornets historie, og et stort, åbent bageri, hvor gæster inviteres indenfor til at deltage i eksempelvis pizzabagning, kagekonkurrencer og nørdede surdejskurser.
Idéen til Kornets Hus er skabt af Jørn Ussing Larsen, medstifter af det økologiske bageri og mølleri Aurion. Han er også kendt som manden, der for årtier siden genintroducerede spelt til de danske husholdninger.
En række fonde og andre bidragsydere har finansieret huset.