Nordic Sugar investerer trecifret millionbeløb i Nakskov
En varslet investering i energibesparelser og miljøforbedringer vækker glæde hos de danske sukkerroedyrkere.
Det skriver folketidende.dk, som videre angiver energibesparelser og miljøforbedringer som motivationen bag investeringen.
Udmeldingen kommer midt i en turbulent tid. I starten af måneden kom det frem, at Nordic Sugar i næste uge siger farvel til Thomas B. Olsen , der siden 2009 har stået i spidsen for Nordic Sugar som administrerende direktør. Og for en måned siden kunne selskabet offentliggøre en årsrapport med en rekordhøj produktion .
Glædeligt
Samtidig diskuterer EU i øjeblikket sukkerordninger, ligesom den danske NOx-afgift skabte usikkerhed om, hvorvidt Nordic Sugar ville rykke sydpå til Tyskland. Den teori skød direktøren dog ned allerede i januar.
Investeringsplanerne i Nakskov tolkes derfor positivt hos de danske sukkerroedyrkere.
- Det er selvfølgelig glædeligt. Vi gør jo hele tiden opmærksom på, at det er afgørende med et tidssvarende produktionsanlæg, siger Jørn Dalby, formand for sukkerroedyrkerne, til folketidende.dk.