Skagen Kvalitetsfødevaremesse åbner for tilmeldinger
Med et ønske om at gøre markedsføringen endnu bedre, har Skagen Kvalitetsfødevaremesse nu åbnet for tilmeldingen til sensommerens begivenheder.
Messen afholdes først til august, men da der er rift om pladserne har arrangørerne som noget nyt valgt at åbne op for tilmeldinger allerede nu. Man forventer dermed at kunne markedsføre messen og de mange udstillere bedre overfor sommerens gæster i Skagen.
Aktiviteter for børn
På messen kan man møde fødevareproducenter fra hele Nordjylland, høre historien om produkterne og smage på alle herlighederne.
- Vi er i fuld gang med planlægningen og arbejder på nogle forskellige nye tiltag, som skal skabe mere involvering af gæsterne og interaktivitet mellem udstillere og gæster. Som noget nyt i år vil der være aktiviteter for børn, som omhandler mad og gode råvarer, siger projektkoordinator Lise D. Hvid.
Mere kontakt
Det overordnede formål med Kvalitetsfødevaremessen er at skabe kontakt mellem producent, kunde og forbruger og derigennem sætte fokus på de mange producenter af kvalitetsfødevarer, der eksisterer rundt omkring i det nordjyske landskab.
Messen vil blive afholdt i Den Gamle Auktionshal på Skagen Havn den 24.-25. august 2012.
Læs mere om tilmelding på Food Supplys messeside.