23948sdkhjf

Espersen-plan er forsinket - 11 ugers lukning ramte fiskefabrik hårdt

Fiskekoncernen A. Espersen, der i Danmark har en enkelt fabrik - i Hasle på Bornholm - blev på hjemmebanen hårdt ramt af corona i 2020 og måtte lukke den bornholmske fabrik i 11 uger.

Alligevel dykkede koncernens driftsresultat kun med en enkelt million og endte på 40 millioner kroner. 

Det samlede resultat gik fra en million i overskud i 2019 til otte millioner i underskud i 2020, men det skyldes stort set udelukkende valutamæssige tab, fortæller direktør Klaus B. Nielsen til Food Supply.

- Det ser da ærgerligt ud med det minus, men det opstod allersidst på året, da der skete en hel del med forholdet mellem euro, polske zloty og amerikanske dollars. Vi har jo blandt andet tre fabrikker i Polen, hvor det påvirkede resultatet, påpeger han.

- Alt i alt er vi tilfredse, tingenes tilstand taget i betragtning, siger direktøren.

Ny rekord

Tilfredsheden hænger også sammen med, at Espersen-koncernens omsætning satte ny rekord med 2,858 milliarder kroner, hvor der året før blev omsat for 2,788 milliarder.

Ud over fabrikken på Bornholm og de tre i Polen har A. Espersen også en fabrik i henholdsvis Litauen, Vietnam og Rusland, så det alt i alt bliver til cirka 3.000 ansatte. Tilsammen lykkedes de altså med stort set at holde skansen på driftsresultatet - ifølge Klaus B. Nielsen fordi nogle af de mange kunder på verdensmarkedet købte mere, mens andre købte mindre.

Blandt de, der købte markant mindre, var fastfoodkoncernen McDonald's, som er den eneste aftager af fiskeprodukterne fra fabrikken på Bornholm. Derfor besluttede A. Espersen helt at lukke fabrikken fra midt i marts til begyndelsen af juni, da McDonald's i stor stil måtte lukke restauranter på verdensplan.

Satser på mere foodservice

Siden 2017 har A. Espersen haft en effektiviseringsplan, der skal få virksomheden til at vokse markant og gerne til det dobbelte. Planen skulle oprindeligt have været ført ud i livet næste år, men er nu forlænget til udgangen af 2023, fortæller Klaus B. Nielsen.

- Vores optimisme er intakt, men corona har forsinket os med 12-18 måneder i forhold til strategiplanen. Den handler om, at vi skal sælge mere på foodservicemarkedet, ikke mindst til restauranter og pubber - der skal vi have flere markedsandele.

- Vi har fabrikkerne til det, så nu skal vi have dem til at køre i flere timer om ugen ved at gøre endnu mere ud af salg og markedsføring, nævner direktøren.

Klaus B. Nielsen er også direktør for Insepa-koncernen, som A. Espersen er en del af. Insepa, der også omfatter blandt andet emballagevirksomheden Beck Pack Systems, kom samlet set ud af 2020 med et overskud på 54 millioner kroner mod 63 millioner året før.

Driftsresultatet dalede en enkelt million til 123 millioner, mens omsætningen steg fra 3,061 til 3,131 milliarder kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094