23948sdkhjf

Fødevarevirksomheder frygter forsiden

Selvom mange fødevarevirksomheder frygter dårlig omtale i medierne, har kun hver fjerde fødevarevirksomhed et systematisk presseberedskab.
Det er konklusionen på en ny undersøgelse foretaget blandt 30 danske fødevarevirksomheder.

- Selvom vi havde helt styr på vores produkter endte vi uforvarende på forsiden. Jeg tror, at mange virksomheder kan risikere det samme. De fleste føler formodentligt, at de har godt styr på fødevarekontrollen. Men faktum er, at alle kan lande i mediernes søgelys, fortæller Jesper Kold Sørensen, der er adm. direktør i Amanda Seafoods.

For et par år siden oplevede Amanda Seafoods, at god omtale af produktnyheden ”tun i tern” pludselig vendte til negativ omtale af et af virksomhedens andre produkter.

- Jeg tror, at læringen for os var, at har man først tiltrukket sig mediernes interesse, så kan det gå begge veje. Derfor er det meget vigtigt at være forberedt på enhver form for omtale, siger Jesper Kold Sørensen.

Forberedelse er påkrævet
Det er PR- og kommunikationsbureauet U communicate, som står bag undersøgelsen om fødevarevirksomhedernes pressehåndtering. Undersøgelsen viser, at 43 procent af de adspurgte virksomheder frygter dårlig omtale i medierne, men kun 25 procent har et presseberedskab. Direktør og PR-rådgiver i U communicate Peter Freisner Johansen anbefaler fødevarevirksomhederne at være grundigt forberedte:

- Nøglen til krisehåndtering er forberedelse. Tænk tanken igennem før det sker, og kortlæg de kriser, din virksomhed potentielt kan komme ud for. Udpeg en presseansvarlig til at udtale sig i en eventuel krise og sørg for, at have udarbejdet konkrete svar på kritikpunkter, siger Peter Freisner Johansen.

Oversæt intentioner til handlinger
En klar tendens i undersøgelsen er, at kun få fødevarevirksomheder formår at reagere på en krise med konkrete handlinger. Men det er ifølge Peter Freisner Johansen et problem, da en krise kræver øjeblikkelig handling:

- Det er ikke nok med gode intentioner. En krisesituation kræver en øjeblikkelig indsats enten i form af en pressemeddelelse, produkterstatning eller tilbagetrækning af produkter, og derfor skal virksomhedens politikker oversættes til konkrete procedurer for pressehenvendelser, anbefaler Peter Freisner Johansen.

U commuicate ApS er et PR- og kommunikationsbureau, som siden 2007 har arbejdet med at skabe troværdig kommunikation for en bred vifte af produktions- og fødevareindustrier.

Læs hele undersøgelsen her .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.075