Gourmetslagteri i vækst
Grambogård fortsætter den positive udvikling fra 2010 med et overskud på 1,3 mio. kr. efter skat i 2011.
- Vi er stolte af det gode resultat, udtaler direktør Alex Lysemose og fortsætter:
- Vi er først og fremmest glade for den måde vi har realiseret det på. I forbindelse med den økonomiske recession har mange valgt, at fokusere på besparelser og hvordan produkterne kan gøres billigere. Vi har valgt at have fokus på, hvordan vi har kunnet forbedre dyrevelfærden samt kvaliteten - og derved differentiere os endnu mere.
Forventer mere vækst i 2012
Han mener, at den skarpe mærkeprofil har øget interessen fra kunder, der ligesom Grambogård sætter god smag i højsædet og som gerne vil opføre sig ansvarligt i forhold til de dyr, der indgår i fødevareproduktionen.
Som et resultat af den kraftige vækst i 2011 har Grambogård netop udvidet og taget nye produktions- og modnings-faciliteter i brug. Det bliver ikke den eneste investering i år.
- Vi forventer at kunne fortsætte væksten i 2012, afslutter Alex Lysemose optimistisk.
Udover at overskuddet for 2011 videreføres i 2012, er der indskudt yderligere kapital i 2011, således at egenkapitalen nu er på 2,6 mio. kr. og det lille gourmet slagteri synes derved atter at have fast økonomisk grund under soklerne.