Ødelagt Limfjordsbro koster millioner
Det koster de danske havne et tocifret millionbeløb i tabt omsætning for hver uge, det er umuligt at passerer den ødelagte Limfjordsbro.
Også de omkringliggende havne kommer til at mærke, at sejltrafikken gennem det nordjyske sund er indstillet, så længe oprydnings- og reparationsarbejdet foregår.
25 mio. kr. om ugen
Ifølge de første prognoser fra stedet varer det omkring tre uger, før Limfjorden atter kan åbnes for trafik, og det kommer uundgåeligt til at koste et anseligt millionbeløb.
- Mit bedste skøn er, at området taber omsætning for 25 mio. kr. pr uge. Hvis det trækker ud, vil beløbet vokse, måske til 50-60 mio. kr. pr uge i omsætning, siger Tom Elmer Christensen, der er sekretariatschef for sammenslutning Danske Havne, til Food Supply.
Han understreger, at tallene kun er skønsmæssige, da en hel række af faktorer spiller ind på en sådan vurdering.
- Vi har ikke et beregningsgrundlag, som giver mulighed for så detaljerede beregninger. Årstidsvariationer spiller ind, og den usikkerhed, som der er skabt om hvornår sejlads igen er mulig, vil få nogle til at få leverancer andre steder fra, pointerer Tom Elmer Christensen.