Salt koster menneskeliv og milliarder
Op mod 1.000 menneskeliv kan spares årligt ved at reducere indholdet af salt i den daglige kost.
Og da over 70 procent af vores saltindtag kommer fra fødevarer som brød, pålæg, færdigretter og ost, er fødevareindustrien en vigtig våbenfælle i kampen for at sænke forbrugernes saltindtag, mener Fødevareministeriet.
For meget salt dræber
Et partnerskab bestående af forskere, myndigheder, brancheforeninger og interesseorganisationer har derfor arbejdet med at definere de indsatsområder, der kan være med til at skrue det daglige saltforbrug ned på 5-6 gram, sådan som de officielle anbefalinger lyder.
Partnerskabet har netop færdiggjort et arbejde der skal give mindre salt i maden. Det sker med en vejledning til producenterne med konkrete mål for reduktion af salt i en lang række madvarer, som fødevareproducenterne vil arbejde hen imod i de kommende par år.
- For meget salt dræber. Derfor sætter vi nu ind på flere fronter. Et meget vigtigt indsatsområde er at sænke saltindholdet i de fødevarer, hvor vi ikke selv drysser salt på. Altså det skjulte salt. Her sætter aftalen med reduktionsmål for salt ind. Herudover har saltpartnerskabet en række tiltag blandt andet forbrugeroplysning, bedre mærkning på fødevarerne og en opfordring til både professionelle og private om at skrue ned for saltindholdet i de fødevarer de sælger eller serverer, siger Mette Gjerskov.
Kan spare 1-2 mia. kr.
Et lavere saltforbrug har stor effekt på bl.a. antallet af blodpropper og hjerte-karsygdomme. Fagfolk skønner, at et markant lavere saltforbrug kan skære mellem fem og femten procent af antallet af hjerte-karsygdomme og samtidig spare de offentlige kasser for udgifter på mellem en og to milliarder kroner.
Saltpartnerskabet arbejder på en række tiltag, der skal nedsætte befolkningens indtag af salt:
1. Deltagelse i EU´s saltprogram.
2. Reduktion af saltindholdet i færdigpakkede fødevarer m.v.
3. Mærkning af fødevarernes indhold af salt, herunder Nøglehulsmærkning.
4. Reduktion af saltindholdet i kantinemad og i udespisningsbranchen generelt, herunder udvikling af et Nøglehul til udespisning.
5. Oplysning til borgerne om salt og sundhed, herunder målrettet information i forhold til viden om, hvem der bruger mest salt.
6. Oplysning til mad- og sundhedsprofessionelle.
7. Monitorering af indsatsen.
Saltpartnerskabet
Bag initiativet står Hjerteforeningen, DI Fødevarer, Landbrug og Fødevarer, Dansk Erhverv, Forbrugerrådet, Kræftens Bekæmpelse, Foreningen af Kliniske Diætister, Diabetesforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, Horesta og Fødevarestyrelsen.
Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri