Sunset Boulevard vil købe en restaurantkæde
Den danske restaurantkæde Sunset Boulevard har planer om at købe en anden restaurantkæde og dermed få et ekstra forretningsben. Opkøbet skal være solidt funderet i takeaway og fastfood.
Det fortæller Sunset Boulevard-direktør Jens Broch til FødevareWatch.
Når købet er på plads, bliver der ikke tale om at sætte Sunset Boulevard-logoer på de opkøbte restauranter, idet de skal drives som supplement til Sunset-forretningen.
- Et opkøb skal give os muligheden for at være noget for flere danskere, i flere situationer og på flere lokationer. Altså at vi samlet set er i stand til at konkurrere i flere segmenter af branchen, siger Jens Broch til mediet.
Han oplyser også, at Sunset Boulevard fortsat arbejder på at etablere sig i udlandet.
Kæden, der drives af Danske Koncept Restauranter med Jeppe Droob i spidsen, havde i 2020 et overskud på cirka 1,4 millioner kroner mod 7,7 millioner året før.