Bila satser på fødevarebranchen
Fremgang i salget til de eksisterende kunder får Bila til at opruste med en ny sælger samt satse på nye markeder.
Ifølge adm. direktør Jan Bisgaard Sørensen skal fremgangen blandt andet tilskrives, at man fra Bilas side valgte at opruste på salgssiden, da krisen for alvor kradsede i erhvervslivet.
Den taktik er man ikke til sinds at fravige, og nu har Bila kig på nye markeder i form af fødevarebranchen.
- Vi ønsker at bibeholde vores status som Danmarks største projekthus, hvilket kræver, at vi hele tiden er opmærksomme på at styrke salget. Vi har oplevet fremgang i bl.a. metal- og mejeribranchen, og tiden er nu kommet til at se på den øvrige fødevarebranche, samtidig med at vi bibeholder fokus på de eksisterende markeder. Til dette har vi ansat endnu en sælger, Knud Erik Rødbro, til håndtering og styrkelse af salget til mejeri - og fødevarebranchen, siger Jan Bisgaard Sørensen
Stort potentiale
Knud Erik Rødbro har samlet set 14 års erfaring som adm. direktør hos bl.a. Schur Packaging Systems i Danmark og Purup Eskofot Inc i USA. Han har desuden i mange år arbejdet som salgschef i både ind- og udland og har derigennem fået stor erfaring med opdrivning af nye markeder og nye kundegrupper.
Om den nye udfordring som sælger for Bila siger Knud Erik Rødbro:
- Der er et stort potentiale i både mejeri- og fødevarebranchen for en virksomhed som Bila. Mange fødevarevirksomheder kan drage fordel af at kigge på automation, som både kan forbedre det fysiske arbejdsmiljø for de implicerede medarbejdere, men også spare virksomhederne penge i form af reduktion i lønomkostningerne.