23948sdkhjf

Solgte 3.200 energibarer på 10 minutter: Facebook Live hitter

I begyndelsen af august tog Pure Power, et dansk sportsernæringsbrand, et nyt redskab ud af SoMe-værktøjskassen: live events på Facebook. 

Og det var en overvældende succes. Begivenheden fandt sted som led i lanceringen af en ny energibar med kokos, og på de første 10 minutter solgte de knap 3200 af slagsen. Samlet endte de med at sikre det, der svarer til en kvart månedsomsætning på de 45 minutter, som seancen varede. 

Det var selvsagt en stor succes, og det er noget som Pure Power vil gøre mere brug af i fremtiden. Det fortæller virksomhedens Digital Marketing Manager, Tobias Rasmussen. 

Vil bruge fremover 

Tobias Rasmussen forklarer, at der er mange fordele ved at få sine produkter ud på denne måde. 

- Der er ingen tvivl om, at det her skal være en aktiv del af vores markedsføring fremover, også fordi det bliver dyrere og dyrere at annoncere på Facebook, fordi der er flere og flere, der gør det. Så vi skal have fundet nogle metoder til, hvordan vi kan holde vores markedsføringsomkostninger nede, 

- De her events, hvor man kan oprette en begivenhed og bruge lidt penge på at få folk ind at se det, og så kan skyde så mange ordrer af sted på kort tid, det hænger godt sammen med at drive en forretning, der tjener penge, siger Tobias Rasmussen. 

Ville være startet tidligere 

Ifølge Pure Powers digitale marketing manager var den første Facebook Live en stor succes, fordi de turde vise, at de er mennesker og ikke alt behøver at være perfekt. 

- Mange frygter måske med sådan noget her, at man kommer til at sige nogle ting, der kan være uprofessionelle og at man stiller sig sårbar overfor sin målgruppe. Men jeg synes nærmere, det kendetegner noget menneskelighed og nærvær. For det kan være svært at drive en e-commerce-forretning og stadig være nærværende, men jeg synes dette live-format giver et indtryk af, hvem der står bag virksomheden, fortæller Tobias Rasmussen. 

Han fremhæver blandt andet, at de ved den første udsendelse havde vendt kameraet forkert, så hele udsendelsen var spejlvendt. Men det gør ikke noget, for det er ok at lave små fejl. 

- Der skal bare en iPhone, et studie og en Facebook-begivenhed til, så det er let at komme i gang. Vi havde overvejet at prøve det af i lang tid, men det hæmmede os lidt, at vi tænkte, at vi skulle have god belysning, god lyd og et flot studie. Så det har været lidt en undskyldning for ikke at komme i gang. 

- Jeg vil ønske, at vi for et år siden bare havde kastet os ud i det og så accepteret, at vi er mennesker og vi er fejlbarlige. Så det har haft en negativ effekt, at vi havde tænkt det skulle se så pænt ud som muligt, hvor jeg nu kan se at det bare handler om at komme i gang. For det gik jo meget godt, lyder det fra Tobias Rasmussen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078