Udnytter ledige i praktik
Danish Crown afviser beskyldning fra Dansk Metal om at slagterigiganten udnytter ledige med fire ugers praktikophold.
Dansk Metal ser dette som et klokkeklart eksempel på, at Danish Crown udnytter de ledige, som først skal arbejde gratis, før de - måske - får stillet en af de 40 stillinger til rådighed.
- Der er ingen som helst dokumentation for, at virksomhedspraktik bringer folk tilbage til arbejdsmarkedet. De ledige går som underbetalt arbejdskraft. Det giver dem ikke kvalifikationer, som bringer dem tættere på en arbejdsplads, siger Torben Poulsen, hovedkasserer og leder af Metals A-kasse, til TVSyd.
De seneste tre år er antallet af offentligt støttede praktikpladser og løntilskudsstillinger i private virksomheder tredoblet. Alene brugen af arbejdsløse i fire ugers gratis virksomhedspraktik er siden 2009 steget med 263 procent.
Afviser kritik
Danish Crown afviser kritikken fra Dansk Metal. Slagterigiganten mener derimod praktikperioden er en gevinst for de ledige. 37 ud af 40 ledige fik fast arbejde efter praktikken, og fabrikschefen kalder derfor ordningen en succes, for i perioder har det været vanskeligt at finde medarbejdere til slagteriet.
- Der var ingen af de ledige, som havde set et slagteri før. I de fire ugers praktik finder folk ud af, om de kan tåle lugten i slagteriet, og de får uddannelse og instruktion af slagtersvende. Jeg har fulgt med i debatten, om man udnytter ledige i praktik. Men jeg kunne aldrig drømme om at sætte en praktikperiode i gang, hvis der ikke var job efterfølgende. Det ville være spild af de lediges og vores tid, siger Ole Carlsen, fabrikschef på Danish Crown, til TVSyd.
Fabrikschefen fortæller desuden, at jobcentret i Sønderjylland godkendte alle praktikpladser.