Forsigtig optimisme i handelssektoren
En ny undersøgelse fra DI Handel viser, at der er spirende forårstegn i luften i store dele af handelssektoren, men optimismen er skrøbelig.
• Omsætningen i handelssektoren er i dag mere end 15 procent højere end da sektoren ramte bunden i slutningen af 2009.
• Salget er tæt på niveauet for begyndelsen af 2007.
• Næsten 50 procent af handelsvirksomhederne forventer, at de vil have positiv vækst i omsætningen i 2. kvartal, og hver sjette tror dette vil være med mere end 10 procent.
- Der er stigende positive forventninger til både omsætning og indtjening, men DI Handels undersøgelse viser samtidigt, at handelsvirksomhederne ikke tør tro på, at krisen er endegyldigt forbi. Det øvrige erhvervsliv er generelt mere positivt i forhold til fremtiden og handelsvirksomhederne venter med at ansætte og investere, udtaler branchedirektør Lars William Wesch, DI Handel.
Således forventer 11 procent af handelsvirksomhederne at øge beskæftigelsen, mens 23 procent forventer at afskedige i løbet af 2. kvartal 2012.
Byggebranchen øger omsætningen
DI Handels undersøgelse viser desuden, at der er ved at komme mere gang i flere af delbrancher, der har været hårdt ramt af krisen.
- Mange leverandører til byggeriet samt byggemarkeder og trælasthandlere øger omsætningen, hvilket indikerer, at der er områder af byggeriet, hvor det begynder at gå lidt bedre. Dog er det stadig fra et lavt niveau, understreger branchedirektøren.
Dårlige lånemuligheder
En af de centrale barrierer for handelsvirksomhederne er mulighederne for at låne penge.
Hele 35 procent af handelsvirksomhederne mener, at mulighederne for lånefinansiering er dårlige. Det er mere end dobbelt så mange som for et år siden. De manglende muligheder for at låne penge er en af grundene til, at mange handelsvirksomheder går konkurs.
- Når vi sammenligner konkurssituationen i den danske handelssektor med situationen i vores nabolande bliver særligt to ting synlige. For det første er konkursniveauet stadig meget højere end før krisen, og for det andet er niveauet af handelsvirksomheder, som bukker under i Danmark, væsentligt højere end i vores nabolande. Sektoren er i gang med et hårdt udskilningsløb, der endnu ikke er afsluttet, mener Lars William Wesch.
Læs hele rapporten fra DI Handel her .
Kilde: DI Handel