Arla-direktør indtræder i Eksportrådets bestyrelse
Eksportrådet har i denne uge foretaget en historisk stor udskiftning i bestyrelsen. Fem nye medlemmer er indtrådt, heriblandt Finn S. Hansen der er executive vice president i Arla Foods.
- Vi har fået super velkvalificerede og meget erfarne kræfter ind i Eksportrådets bestyrelse, som repræsenterer centrale brancher som fødevarer, design, arkitektur og cleantech. Det er vigtigt med dygtige og erfarne bestyrelsesmedlemmer fra erhvervslivet for konstant at holde os skarpe på virksomhedernes behov og udfordringer, siger Pia Olsen Dyhr om udskiftningen, der er den største i Eksportrådets historie.
De fem nye bestyrelsesmedlemmer er:
• Bente Damgaard (adm. direktør, Schmidt Hammer Lassen Architects)
• Henrik Dueholm Madsen (adm. direktør, Bramidan).
• Finn S. Hansen (executive vice president, Arla Foods amba)
• Jacob Holm (adm. direktør, Fritz Hansen A/S)
• Anne Birgitte Lundholt (tidl. adm. direktør, Veterinærmedicinsk Industriforening)
Herudover er Cecilia Bonefeld-Dahl (direktør, Capgemini) og Charlotte Mark (adm. direktør, Microsoft Development Center) blevet genudnævnt.
De fem nye medlemmer er alle udnævnt for en to-årig periode. Det samme gælder de to genudnævnelser, der allerede har siddet i bestyrelsen i to år.
Charlotte Mark afløser Mette Kynne Frandsen (adm. direktør, Henning Larsen Architects) som næstformand. Sidstnævnte går nu af efter fire år i bestyrelsen.