Schouw & Co. opjusterer forventninger til BioMar
Koncernen bag den midtjyske fiskefodervirksomhed har haft så god en start på året, at de samlede forventninger nu skrues i vejret.
Den konsoliderede omsætning steg med 33 procent fra 2.187 mio. kr. i 1. kvartal 2011 til 2.919 mio. kr. i 1. kvartal 2012.
Resultatet af primær drift (EBIT) blev forbedret med 115 mio. kr. fra 32 mio. kr. i 1. kvartal 2011 til 147 mio. kr. i 1. kvartal 2012.
Af delårsrapporten fremgår det, at fremgangen kan især henføres til BioMar samt til Martin og Fibertex Nonwovens, der begge har vendt sidste års underskud i kvartalet til overskud. Herudover har også Fibertex Personal Care, Hydra-Grene og Grene bidraget til fremgangen.
Bedre end forventet
Fremgangen i EBIT var større end forventet, og den betragtes samlet set som meget tilfredsstillende samtidig med, at den styrker den positive forventning til resultatudviklingen i 2012.
På baggrund af årets positive start forventer Schouw & Co. nu at realisere en konsolideret omsætning i 2012 på godt 13 mia. kr. mod tidligere forventet 12,5-13,0 mia. kr. Omsætningen kan dog bevæge sig ganske meget som følge af ændringer i råvarepriser uden nødvendigvis at medføre nogen større resultateffekt, understreger ledelsen.
Resultatet af primær drift i 2012 forventes øget til et EBIT i intervallet 720-800 mio. kr. mod tidligere forventet 660-740 mio. kr., hvilket er en yderligere forbedring efter den væsentlige fremgang i 2011, hvor resultatet af primær drift blev øget til et EBIT på 646 mio. kr. mod 369 mio. kr. i 2010.