23948sdkhjf

Derfor får vi ikke differentieret fødevaremoms

Skatteministeriet fortæller nu, hvorfor differentieret moms på henholdsvis sunde og usunde fødevarer ikke umiddelbart står foran at blive indført i Danmark.
Selv om et stort flertal af danskerne gerne så differentieret moms på fødevarer indført i Danmark, har en ændring af afgiftsreglerne lange udsigter.

Både Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Konservative taler umiddelbart positivt om muligheden for at sænke momsen på sunde fødevarer, mens regeringspartierne og Venstre afviser tanken.

- Regeringen har ingen aktuelle planer om at ændre på momsen, fastslår SF’s finansordfører Jonas Dahl over for Food Supply, og nu har Skatteministeriet så uddybet svaret med begrundelser.

Det mener partierne om differentieret fødevaremoms

- En af de vigtigste grunde til at bevare et momssystem med blot en momssats er, at en differentiering af momsen vil være forbundet med store administrative omkostninger. En anden begrundelse er, at der ingen garanti er for, at en nedsættelse af momsen vil blive overvæltet fuldt ud i forbrugerpriserne på de varer eller tjenester nedsættelsen omfatter. Såfremt forbrugerprisen ikke påvirkes tilstrækkeligt i forhold til en afgiftsændring, er det således svært at påvirke adfærden, pointerer specialkonsulent ved Skatteministeriets kontor for moms og afgifter, Michael Bisgaard, på vegne af skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) over for Food Supply.

Større besparelse i Magasin end Netto
Han nævner i stedet punktafgifter som et mere effektivt skatte- og afgiftspolitisk instrument. Og tilføjer så den tredje og politiske årsag til, at differentieret moms på fødevarer ikke står lige for en indførelse.

- Endelig er det sådan, at moms er en værdiafgift. En momsnedsættelse vil således give de største nedsættelser til de personer, der bruger flest penge på varer, hvor momsen bliver sat ned. Og da det er dem, der har flest penge, der bruger flest penge, vil nedsættelsen således være størst for personer med flest penge målt i kroner. En familie, der køber mad for 1.000 kr., vil spare 100 kr., hvis momsen blev halveret. Men en familie, der bruger 2.000 kr., vil spare 200 kr. Lidt forenklet kan man sige, at nedsættelsen i Magasin bliver større end i Netto, lyder fra Michael Bisgaard.

Både Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er som regeringspartier enige om, at differentieret moms på fødevarer ikke er en farbar vej at gå.

Den holdning deler de med Venstre, mens Konservative og Enhedslisten tidligere har udtrykt sig positivt over for idéen.

Også Dansk Folkeparti kan se positive aspekter i en momsdifferentiering.

- Differentieret moms er et af de værktøjer, som vi bestemt skal se på i forhold til at skabe motivation for sundere livsstil. Det findes jo i en række andre lande. Hvis vi skal indføre det skal det være i så enkel en form som mulig, således at det bliver administrativt nemt. Jeg har ikke en konkret model herfor, men vil være åben overfor forslag herom, siger Jens Henrik Thulesen Dahl, der sidder i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget for partiet, i dag til Food Supply.
Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063