Pris på råkaffe stiger - det mærkes hos dansk producent
Prisen på råkaffe er den seneste tid steget og har ifølge det norske medie E24 nået det højeste niveau i ti år.
De højere priser mærkes hos danske Peter Larsen Kaffe. Markederne er ifølge kommunikations- og udviklingschef Lars Aaen Thøgersen usikre.
- Det har været sådan i en del tid. Der har været usikkerhed om høsten i særligt Brasilien, og det har givet højere priser på børserne, siger han.
Det kommer oven i højere priser på fragt, der har ramt verdensøkonomien, og en generel usikkerhed oven på corona, fortæller han.
Ifølge E24 var prisen for et kilo råkaffe mandag 37 norske kroner - eller 28,3 danske kroner. For halvandet år siden var den knap det halve.
Prisen sættes på den internationale råvarebørs i New York, som videre påvirker prisen, der betales på andre markeder.
Hos Peter Larsen Kaffe går man helst uden om de finansielle markeder, og selskabet har mange direkte handelsforbindelser.
- Men når der sker det her, bliver alle lagre rundtomkring påvirket. Så det påvirker selvfølgelig også vores situation, siger Lars Aaen Thøgersen.
Han peger på, at det i sidste ende kan ramme forbrugerne.
- Forbrugerne mærker allerede i dag, at priserne er steget, og det vil ganske givet også kunne mærkes yderligere, hvis situationen fortsætter.
- Men det skal samtidig også sættes i perspektiv, for hvis man regner det ud per kop kaffe, er det ganske få ører, en forbruger mærker, siger han.
Hos Coop, der står bag blandt andet Kvickly, SuperBrugsen og Irma, har man også lagt mærke til de stigende priser på kaffen.
Leverandørerne varsler i aktuelle forhandlinger for 2022 prisstigninger. Men udfaldet er endnu uvist, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen.
- Hvordan det kommer til at kunne mærkes på butikshylderne, kan vi ikke sige noget om endnu, fortæller ham.
/ritzau/