Nyt partnerskab bekæmper madspild i professionelle køkkener
Hvert år spilder professionelle køkkener i Danmark mere end 15.000 ton mad, og det skal et samarbejde mellem GTS-instituttet AgroTech og Unilever Food Solutions reducere.
Og da en stigende del af danskernes måltidsindtag foregår uden for hjemmet - når vi fx spiser i kantinen, går på restaurant eller besøger forlystelsesparker - er reduktion af madspildet i denne sektor en vigtig opgave. Den danske foodservicesektor oplever p.t. årlige vækstrater på 20-35 %, så potentialet er meget stort.
Johanne Sønderlund Birn, projektleder i AgroTech, forudser, at foodservice sektoren vil møde stigende krav om bæredygtige måltidsløsninger:
- Bæredygtighed er mange ting, men madspild er et oplagt og meget håndgribeligt sted at tage fat. Først og fremmest skal det enkelte storkøkken afdække arten og omfanget af sit spild. Og det kan lade sig gøre via nogle konkrete måleværktøjer.
Reel interesse
AgroTech har indenfor rammerne af instituttets igangværende projekt ”Bæredygtig bespisning” udviklet en MadspildsMonitor - og arbejder sammen med Unilever Food Solutions og andre partnere målrettet på videreudvikling af flere let-anvendelige metoder til reduktion af madspild.
- Fra vores kunder i Foodservice sektoren ved vi, at der også i køkkenerne er en reel interesse for at minimere spildet - både af miljømæssige og økonomiske hensyn, siger Peter Kuuttanen, Nordic Mkt. Dir., Unilever Food Solutions.
- De fleste storkøkkener vil jo gerne køre en bæredygtig produktion med en sund økonomi. Men det kræver nogle værktøjer, og dem kan vi i løbet af nogle måneder levere til den danske foodservice sektor. Vi ser frem til at præsentere disse løsninger, sideløbende med at vi opsøger flere partnerskaber med professionelle aktører som AgroTech.