23948sdkhjf

Succesen i Strandby

Skagenfood har fået godt fat i det danske marked og har nu 30.000 abonnenter

Skagenfood har tilsyneladende ramt et hul i markedet, for antallet af abonnenter bliver ved med at stige og stige. 30.000 kunder fordelt over hele Danmark får nu leveret måltidskasser ved hoveddøren. Den årlige vækst har ligget på mellem 15 og 30 procent de seneste tre år, og covid-19 har helt klart givet et plus på den konto.    

Det fortæller de to stiftere, ægteparret Betina Kühn og Peter Bagge-Nielsen, der forsøger at tilpasse sortimentet ud fra kundernes ønsker og behov og generelle tendenser i markedet.

Der er næsten kommet en ny kategori til pr. år, siden Skagenfood blev etableret i 2001.

- Volumen er afgørende for, at det kan hænge sammen. Og det er en kæmpefordel for os, at vi er en abonnementsforretning, siger Betina Kühn og forklarer, at der kun bliver købt de fisk og andre fødevarer hjem, som allerede er solgt. Spildet er minimalt.

- Vi kan tænke i mersalg, og vores kunder elsker at få nogle spændende kolonialvarer, som de ikke kan få i dagligvarebutikkerne. Kommer vi med noget ordinært, dur det ikke. Vi skal give vores kunder value for money, siger Peter Bagge-Nielsen.

Blandt kategorierne er: masser af fisk, mest bæredygtigt, familievenligt, færre kalorier, 15-20 minutters-kasser, weekendpakken og økologiske færdigretter. Udvalget består af 17 forskellige måltidsløsninger, som kan leveres i et utal af variationer, for eksempel fra én person og op til fem personer, og om indholdet skal strække sig over én dag, to, tre eller fire dage. Naturligvis følger der opskrifter med. Derudover er salget af kolonialvarer steget voldsomt de senere år, og disse varer bliver pakket sammen med måltidsløsningerne.

- Det, der er hot lige nu, er bæredygtighed, siger Betina Kuhn, der prioriterer genbrugsmaterialer, og at fiskene er fanget af MSC-certificerede kuttere. Det betyder kort fortalt, at havmiljøet bliver skånet.

Manuel plukning

40 procent af kunderne får en måltidskasse hver uge. Halvdelen får hver anden uge. 10 procent får hver fjerde uge. 

Det oprindelige koncept med frisk fisk udgør 30 procent af måltidskasserne. 70 procent er hele måltidsløsninger med alt, hvad der skal bruges til middagsretten, og heri indgår også fisk.

- Vi står stærkt på fisk og har nogle loyale kunder. Her kan vi differentiere os i forhold til de konkurrenter, vi sammenligner os med, siger Betina Kühn.

Der er således noget at holde styr på i pakkeriet, hvor plukningen af varer foregår manuelt.

Fra hovedvirksomheden i Strandby bliver alt fisk pakket. Selve fileteringen foregår hos nabovirksomheden på havnen. Skagenfood har ingen produktion.

Fra afdelingen i Nørresundby bliver alt økologisk frugt og grønt pakket sammen med kolonialvarer. Derudover købte Skagenfood i 2020 den fynske slagterforretning Bodebjerg Øko, som leverer færdigretter til kunderne. I alt beskæftiger Skagenfood 55 mennesker.
Salling Group købte 80 procent af virksomheden i 2017 og har siden overtaget yderligere 10 procent. Opkøbet har banet vej for, at Skagenfood kan udnytte Salling Groups indkøbsmuligheder og muskler. Ved overtagelsen lå omsætningen på 75 millioner. Fire år senere er den steget med 105 millioner til 180 millioner kroner.

- Derudover trækker vi også på Salling Group inden for logistik, IT og HR, siger Peter Bagge-Nielsen.

Enkel automation 

Automation er indført på pakkeriet med blandt andet en kasserejser, en kasselukker og en labelpåsætter. Software sørger for, at data fra virksomhedens ERP-system bliver hentet ned i pakkeriet, hvor den enkelte kundes navn og adresse står på en label på låget af pakken. Bag de automatiske løsninger i pakkeriet står Scanvaegt Systems.

Peter Bagge-Nielsen vurderer, at der skal meget mere volumen til, før det kan svare sig at investere i nye automationsløsninger. Han mindes for mange år siden, da de første rullebaner blev monteret, og hvor let det var at skubbe rundt på kasserne.

- Det er IT, vi bruger mange penge på. Vi er en onlinevirksomhed, så kravene til de platforme og den software, vi bruger, er store, fastslår han.

De to stiftere peger selv på dygtige medarbejdere som hovedforklaringen på virksomhedens succes.

- Vi har en flad organisation, hvor alle ved, hvad de skal gøre. Vores medarbejdere tør at tage ansvar og får tingene løst med det samme. Får vi ekstra travlt i en periode, så går vi et gear op. Det er den dna, der kendetegner vores medarbejdere, og som sikrer, at vores kunder får deres måltidskasser til tiden. Vi elsker vores arbejde, siger Betina Kühn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11