23948sdkhjf

Stevia kan afløse halvdelen af sukkerforbruget

Den sydamerikanske sukkerplante spås et stort gennembrud på det europæiske marked, efter EU omsider har godkendt den til brug i fødevarer.
Det var længe undervejs, da EU i november sidste år godkendte bladene fra planten Stevia rebaudiana bertoni som sødemiddel i fødevarer.

Faktisk har godkendelsen været ventet i 30 år, og stevia har længe været anvendt på fødevaremarkederne i eksempelvis USA og Japan.

Nu kan et gennembrud altså vente på det europæiske marked.

- Stevia kan erstatte sukker i rigtig mange produkter. Måske omkring halvdelen af vores sukkerforbrug kan erstattes med stevia. Nogle ting kan ikke erstattes, men vi behøver heller ikke komme op på 100 procent, siger forsker, lektor og ph.d. ved Aarhus Universitet, Per Bendix Jeppesen, til Politiken med henvisning til, at vi i dag spiser 70 kg. sukker årligt mod 1,8 kg. i 1700-tallet.

Dyb sødme og smag af anis
Sødestofferne i stevia er angivelig 30 til 320 gange så søde som almindeligt sukker, og planten indeholder næsten ingen kalorier men derimod en række kostfibre.

Et af de firmaer, der allerede anvender stevia, er Vitamin Well, som fremstiller vitamindrikke.

- Stevia har en dyb sødme, og sammen med naturlige aromaer er det lykkedes os at skabe en naturligt sødet drik helt uden kulhydrater, siger landechef Peter Madsen.

Han tilføjer, at stevia har en smag af anis, men at man hurtigt vænner sig til smagen.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094