Fødevarestyrelsen øger fokus på madbude, fiskehandlere og landmænd i 2022
Landbrugs- og fødevarevirksomheder skal følge en række regler for at sikre både dyrevelfærden, og fødevaresikkerheden. Nu er Fødevarestyrelsen klar med en plan for næste års målrettede kontrolkampagner, som supplerer de løbende tilsyn med virksomhederne.
I 2022 bliver det især fiskehandlere, landmænd og madbude, der leverer take-away-mad og dagligvarer, som kommer under lup fra Fødevarestyrelsen.
- Under vores basiskontrol ser vi ofte forhold, som kan have behov for særlig opmærksomhed og ekstra tid til dialog med virksomhederne. På den baggrund tilrettelægger vi hvert år en række dybdegående kontrolkampagner, som er af særlig betydning for fødevaresikkerheden eller dyrenes sundhed og velfærd, siger kontorchef Vibeke Højbjerg, Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen har planlagt 21 kontrolkampagner i 2022. På veterinærområdet sætter én af dem fokus på halekupering af grise efter at reglerne er strammet op, så landmændene nu skal vurdere de halekuperede grises velfærd og sundhed. En anden kontrolkampagne undersøger, om landmændene følger reglerne for smittebeskyttelse og forebyggelse af afrikansk svinepest, når de har vildsvin og grise på friland.
På fødevareområdet ser kontrolkampagnerne blandt andet på, om madbude, der kører med kød og grønt til kunderne, har styr på krav til temperatur og hygiejne. I fiskeforretningerne skal kampagnekontroller vise, om fisk med parasitter bliver sorteret fra og kasseret, så de ikke havner hos kunderne. Andre virksomheder kan se frem til kontrol af fødevarernes sporbarhed ét led frem og ét led tilbage. Sporbarhed er nødvendig for at kunne stoppe salget af en fødevare, der kan være til fare for forbrugerne.
Fødevarestyrelsens kontrolkampagner 2022 løber fra starten af januar og året ud og kommer til at bestå af cirka 6.500 kontrolbesøg.