23948sdkhjf

Danæg fik bøde på 45.000 for revnede æg

Danæg Products i Christiansfeld har fået en bøde på 45.000 kroner for sin håndtering af æg - en bøde, som Danæg-direktør Anders Raskov Kodahl er meget uenig i, skriver, JydskeVestkysten

Fødevaretilsynet besøgte virksomheden i midten af december og konstaterede, at der var problemer med æg, hvor skallerne er hullede eller revnede, såkaldte knækæg. De bruges blandt andet i industrien i kager og færdigretter.

- Virksomheden har to medarbejdere, der fjerner hullede æg fra transportbåndet, men på grund af den store andel af hullede æg kan medarbejderne ikke nå at fjerne alle æg. Som følge heraf er øvrige æg indsmurt i flydende eller indtørret ægmasse. Fødevarestyrelsen vurderer, at æggene på grund af hullerne i skallen og indtørret ægmasse ikke er egnede til menneskeføde, hedder det i kontrolrapporten.

I en kommentar til bøden siger Anders Raskov Kodahl til JydskeVestkysten:

- Vi sender selvfølgelig kun produkter ud fra vores produktion, som er sikre at spise, og det gælder selvfølgelig også de produkter, som fremstilles med knækæg, som i øvrigt bliver pasteuriserede og ofte anvendt til kogte produkter. Og når vi har over 108.000 knækæg i timen igennem vores produktionsbånd, så vil der være æg, som har små skader på forhånd, og dem håndterer vi selvfølgelig.

Direktøren understreger, at der er tale om helt friske æg, og at det vil indebære et stort, uhensigtsmæssigt madspild, hvis de skal kasseres. Han vil nu sørge for, at flere knækæg bliver sorteret fra tidligere - og er desuden i dialog med Fødevarestyrelsen om en bagatelgrænse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08