23948sdkhjf

Arla indstiller alle aktiviteter i Rusland

Arla Foods indstiller alle sine aktiviteter i Rusland.

Det skriver fødevarekoncernen i en skriftlig udtalelse.

Peder Tuborgh, der er administrerende direktør i Arla Foods, udtrykker håb for en løsning på situationen i Ukraine.

- Konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine er tragiske, og jeg deler det håb, som det meste af verden sidder med lige nu - at der hurtigst muligt findes en løsning.

- Vi indstiller nu vores operationer i Rusland og fokuserer på, hvordan vi bedst kan støtte vores 70 kolleger i Rusland, som er direkte berørt af dette, siger han.

Arla Foods indstiller både de lokale aktiviteter i landet og importen, der dog blev væsentligt reduceret af embargoen i 2014.

Embargoen handler om, at Rusland i 2014 tog en beslutning om at lukke for fødevareimport fra blandt andet Danmark.

Importstoppet var et russisk modtræk, efter at EU og USA indførte handelssanktioner mod Rusland som følge af annekteringen af Krim i 2014.

I udtalelsen fra Arla Foods lyder det desuden, at selskabet vil fortsætte med at yde fødevarehjælp til Ukraine og de ukrainere, der er flygtet til nabolande.

Indsatsen fra Arla sker i samarbejde med Røde Kors og andre humanitære organisationer.

Desuden donerer Arla en million euro - mere end syv millioner kroner - til Røde Kors.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078