Espersen vil give hele sit russiske fiskeoverskud til ukrainske flygtninge
Den bornholmske producent af fiskeprodukter Espersen A/S har planer om at donere hele sit forventede overskud fra selskabets russiske datterselskab til ukrainske flygtninge, primært i Polen.
Det fortæller direktør Klaus Nielsen til Bornholms Tidende.
- Nu ved vi selvfølgelig endnu ikke, hvor stort et overskud vi får i Rusland i år. Men vi vil give et bidrag til arbejdet med de ukrainske flygtninge, der modsvarer det overskud, som vi forventer at få, siger Klaus Nielsen.
Direktøren fortæller til Bornholms Tidende, at Espersen sidste år omsatte for 160 millioner kroner i Rusland, men han ønsker ikke at oplyse, hvor stort et overskud der kom ud af den omsætning.