Travl højsæson reddede regnskabet for Svaneke Bryghus
2021 begyndte stille, men en travl højsæson fik ølkedlerne i Svaneke til at snurre for fuld kraft resten af året - og det sikrede, at Svaneke Bryghus kom ud af året med et overskud på godt 2,8 millioner kroner efter skat.
Det oplyser bryghuset i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at 2021 lige som 2021 har været "noget uforudsigeligt" på grund af covid-19 og nedlukning af restaurationsbranchen i flere perioder.
Resultatet på 2,829 millioner er godt 250.000 kroner lavere end året før. Bryggeriet har haft en lille vækst i omsætningen i 2021, men ikke mindst stigende energi- og råvarepriser førte til den lavere indtjening, fremgår det.
- I dag står den alkoholfri Don´t Worry-serie for mere end 15 procent af den samlede omsætning hos Svaneke Bryghus.
- Svaneke Bryghus var blandt de første 100 procent økologiske bryggerier i Danmark.
- I 2019 investerede Svaneke Bryghus i en dåsekolonne, og bryggeriet forventer at lancere flere øl på dåse i de kommende år - både med 33 og med 44 centiliter.
På forkant med udviklingen
- Bryggeriets fornemmeste opgave er naturligvis at brygge gode øl, som falder i forbrugernes smag, men i et så stærkt og konkurrencepræget marked som det danske ølmarked er det også vigtigt at have fingeren på pulsen og være på forkant med udviklingen, siger Svaneke Bryghus' direktør, Steen Jespersen.
- Og med mere end 20 år i markedet har vi dels gjort os mange erfaringer, dels foretaget gode og rettidige investeringer, tilføjer han.
- Kort sagt: vi har et meget velfungerende bryggeri, og vi skruer løbende på de parametre, vi kan, og det er årsagen til, at vi kan holde vores position i markedet. Og endelig er det bestemt en fordel, at bryggeriet ligger på Bornholm, hvor vi oplever et stærkt og loyalt hjemmemarked, fastslår direktøren.