23948sdkhjf

Nyt system med vægte under maden breder sig i kantiner

Startup-virksomheden FoodOp med adresse i Søborg har udviklet en digital løsning til at mindske madspild og forbedre kantiners menuplanlægning ved hjælp af vægte.

FoodOp er en del af iværksættermiljøet i Alfa Lavals såkaldte Innovation House, og kantinen hos Alfa Laval er blandt de første til at have indført den nye løsning.

Der er placeret en digital vægt under hver enkelt ret på frokostbuffeten, så når medarbejderne har spist, kan kantinepersonalet aflæse, præcis hvor meget der er blevet taget af maden - og hvilke retter der er mest populære.

På en skærm i kantinen kan alle også følge med i, hvor meget mad der går til spilde, og hvor stort CO2-aftrykket er for de enkelte retter. 

Madspildet bliver målt ved hjælp af en vægt på den skraldespand medarbejderne bruger, når de skraber rester af tallerkenen.

Omkring 30 køkkener, blandt andet kantiner, centralkøkkener og cateringvirksomheder, gør i dag brug af løsningen, som har potentiale til at reducere madspild med 40-70 procent, konstaterer Alfa Laval i en pressemeddelelse.

- Professionel langt hurtigere

FoodOp har i løbet af det seneste år haft kontor- og produktionsfaciliteter i Alfa Lavals Innovation House, som huser en lang række forskellige iværksættere, særligt inden for bæredygtighed og digitalisering.

- Det har betydet rigtig meget for vores vækst og udvikling, at vi har været en del af det unikke iværksættermiljø i Innovation House. Vi gennemgår alle de samme faser i opstarten af vores virksomheder, og sparringen med de andre startups er meget værdifuld.

- Derudover har Alfa Laval været gode til at facilitere møder med eksterne rådgivere og investorer og mulige kunder. Samlet set har det betydet, at vi langt hurtigere er blevet en professionel virksomhed, siger Nichlas Saul, administrerende direktør i FoodOp.

Per Lund Hansen, administrerende direktør i Alfa Laval Copenhagen, mener, at en virksomhed som FoodOp rammer plet i forhold til både bæredygtighed og digitalisering, der er fokusområder i Innovation House.

- Med samarbejdet i vores kantine fungerer vi som et stort laboratorium for både udviklingen af FoodOps produkt og koncept og for vores eget arbejde med at reducere klimaaftryk og madspild. Både konkret i vores egen kantine, og generelt i forhold til fødevarehåndtering, som vi leverer løsninger til, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11